Guldfeber, tilstrømning af guldgravere ved nye guldfund eller pga. rygter om guldforekomster. Udtrykket forbindes især med de guldfund i USA i anden halvdel af 1800-tallet, som skabte det såkaldte gold rush.

I Californien medførte guldfund i 1848, at over en kvart million mennesker, de såkaldte 49'ers, i de følgende år invaderede området. Guldfeberen medførte bydannelser, boom towns, der skød op fra den ene dag til den anden i ellers øde egne. Efterhånden som udvindingen blev urentabel, blev mange af byerne forladt og henlå derefter som spøgelsesbyer. Andre steder med rigelige og tilgængelige forekomster fortsatte man med regulær minedrift, og trafikknudepunkter som San Francisco og Denver opstod som en direkte følge af guldfeberen.

Lignende tilfælde af guldfeber forekom i Australien efter rige fund 1851-52, i Sydafrika i 1884 og i Klondike i Canada 1897-98. Guldfeber forekommer også i vore dage, fx i Brasilien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig