CIA segl
CIA's segl
Af /Wikimedia Commons.

CIA, Central Intelligence Agency, USA's centrale efterretningstjeneste. CIA, hvis hovedkvarter ligger i Langley, Virginia, har 15.000-20.000 ansatte og et anslået årligt budget på ca. 3 mia. dollar. Den øverste leder, Director of Central Intelligence, udnævnes af præsidenten og er gennem Det Nationale Sikkerhedsråd, National Security Council (NSC), direkte underlagt præsidentens kontrol.

CIA blev oprettet i 1947 som led i reorganiseringen af USA's militære struktur efter udbruddet af den kolde krig. Organisationens vigtigste opgaver bestod i at koordinere de forskellige militære og civile efterretningstjenesters arbejde samt indsamle og analysere oplysninger om fremmede magter. Den primære opgave var imidlertid at overvåge Sovjetunionen og vurdere dets styrke og hensigter. Pga. det sovjetiske systems lukkethed benyttede CIA sig især af overvågning fra luften, først vha. spionfly som U2, der bl.a. afslørede opstillingen af sovjetiske atommissiler på Cuba i 1962, og senere vha. spionsatellitter.

CIA havde tillige til opgave at planlægge og udføre hemmelige operationer i udlandet til støtte for USA's udenrigspolitik. Den amerikanske efterretningstjeneste gav således hemmelig støtte til det italienske kristelige-demokratiske parti, Democrazia Cristiana, ved valget i 1948, og i 1953 organiserede CIA det kup, som styrtede den iranske regeringsleder Muhammad Mossadeq, som havde nationaliseret britiske olieinteresser og søgt tilnærmelse til Sovjetunionen. Året efter stod CIA bag fjernelsen af Guatemalas præsident, Jacobo Arbenz Guzmán, som i forbindelse med en jordreform havde nationaliseret det amerikanskejede United Fruit Companys besiddelser i landet. Forsøg på at vælte Fidel Castros kommunistiske styre på Cuba resulterede i 1961 i CIA's hidtil største fiasko. Ca. 1500 CIA-trænede eksilcubanere blev ved den såkaldte Svinebugtinvasion nedkæmpet af cubanske regeringstropper, og flere senere mordforsøg på Fidel Castro mislykkedes. Fra 1961 var CIA desuden involveret i guerillabekæmpelse i Laos og Sydvietnam, ligesom den 1970-73 samarbejdede med amerikanske økonomiske interesser om en destabiliseringskampagne mod Chiles socialistiske præsident, Salvador Allende.

Som et resultat af afsløringer i 1970'erne af disse og andre illegale aktiviteter samt af centraliseringen af efterretningsfunktioner i NSC mistede CIA en del indflydelse. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 medførte endvidere en omstilling af CIA's opgaver, således at de er kommet til at omfatte bl.a. overvågning af atomvåbenspredning og teknologispionage.

Efter afslutningen af den kolde krig har CIA haft svært ved at finde sin rolle og er flere gange blevet rystet af skandaler. Mest opsigtsvækkende var det, da en af CIA's kontraspionagespecialister, Aldrich Ames (f. 1941), i 1994 tilstod, at han siden 1985 havde været dobbeltagent for Sovjetunionen/Rusland; bl.a. havde han afsløret identiteten på CIA's agenter i Rusland.

Efter terrorangrebene mod USA 11.9.2001 blev CIA kritiseret for ikke at have forudset angrebene. Samtidig blev krigen mod terror CIA's hovedopgave. Tjenesten deltog med hemmelige operationer i krigen i Afghanistan og har fået nye beføjelser til at udpege terrormistænkte i USA.

CIA's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig