John J. McCloy, John Jay McCloy, 31.3.1895-11.3.1989, amerikansk diplomat, jurist og forretningsmand; rådgiver for samtlige amerikanske præsidenter fra Franklin D. Roosevelt til Ronald Reagan. McCloy var 1941-45 viceforsvarsminister. Siden fulgte offentlige embeder som præsident for Verdensbanken 1947-49, derpå højkommissær for Tyskland 1949-52; efter mordet på præsident Kennedy i 1963 blev han medlem af Warrenkommissionen. McCloy er blevet kritiseret for sin rolle i interneringen af japansk-amerikanere under 2. Verdenskrig og for sin modstand mod bombning af jernbanelinjerne til koncentrationslejren Auschwitz.