Faktaboks

Malcolm X

Malcolm Little, el-Hajj Malik el-Shabazz

Født
19. maj 1925, Omaha, Nebraska, USA
Død
21. februar 1965, Manhattan, New York, USA

Malcolm X. Foto fra 1963.

.

Malcolm X var en amerikansk borgerrettighedsaktivist og religiøs leder. Han havde stor indflydelse på bevægelsen Black Power og blev kendt som talsmand for bevægelsen Black Muslims.

Efternavnet X, som Malcolm udskiftede med fødenavnet Little, symboliserer det tab af historie og identitet, der blev påført USA's sorte befolkning, da deres forfædre blev taget og solgt som slaver.

I 1963 tog Malcolm X på en pilgrimsrejse til Mekka, og herefter konverterede ham til sunniislam. Han blev skudt og dræbt den 21. februar 1965, 39 år gammel.

Malcolm X – de tidlige år

Malcolm X voksede op i Michigan som søn af en baptistpræst, der støttede sort nationalisme, indtil han i 1931 blev dræbt. Sandsynligvis et racistisk motiveret drab. Hans mor blev kort efter indlagt på et psykiatrisk hospital, og de otte børn blev splittet. Malcolm X kom på børnehjem, og fra sit trettende år levede han som kriminel i Boston og New York, indtil han i 1946 fik en fængselsdom.

Black Muslims

I fængslet kom Malcolm X i kontakt med bevægelsen Black Muslims og blev en del af denne. Efter sin løsladelse i 1952 blev han bevægelsens karismatiske talsmand, og fra 1959 var han i stand til at optræde som modspiller til Martin Luther King, hvis ikke-volds-strategi og integrationsbestræbelser han afviste.

Eksklusion fra Black Muslims

Malcolm X lagde vægt på organisering af sorte skoler og virksomheder og hægede om bevægelsens bud om streng askese. Hans organisationstalent og retoriske stil blev beundret i bevægelsen, men i december 1963 førte intern uenighed mellem ham og ledernes af Black Muslims, Elijah Muhammad og Louis Farrakhan, dog til, at Malcolm X blev ekskluderet fra bevægelsen.

Muslim Mosque, Inc.

Malcolm X dannede derpå sin egen organisation, Muslim Mosque, Inc., og han foretog i 1964 en pilgrimsrejse til Mekka. Ved sin hjemkomst modererede han sin holdning til sort separatisme og grundlagde Organization of Afro-American Unity, som havde et socialistisk grundlag.

Talen The Ballot or the Bullet

I 1964, et år før sin død, holdt Malcolm X ved to lejligheder talen The Ballot or the Bullet (Valg eller kugler). Talen ses ofte som en direkte replik til Martin Luther Kings langt mere pacifistiske tale I Have a Dream, og X går her i rette med tanken om ikke-vold og hævder sorte amerikaneres ret til at forsvare sig.

Drabet på Malcolm X

Malcolm X blev den 21. februar 1965 skudt og dræbt under et åbent møde i Audubon Ballroom, Washington Heights, New York. Mange vidner så tre drabsmænd. De to slap væk, den tredje, Thomas Hagan, blev pågrebet.

Tre dømt for drabet

Tre medlemmer af gruppen Black Muslims blev dømt for drabet. To af de dømte, Muhammad Aziz og Khalil Islam, hævdede hele vejen igennem deres uskyld; de blev siden frikendt og blev løsladt i hhv. 1985 og 1987 efter mere end 20 års fængsel.

Den tredje, Thomas Hagan/Mujahid Abdul Halim tilstod – og bakkede op om de to andres vidneforklaringer.

The Autobiography of Malcolm X

Før sin død dikterede han sin selvbiografi, The Autobiography of Malcolm X (1965, da. Selvbiografi, 1971), til vennen Alex Haley.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig