W. Averell Harriman, William Averell Harriman, 15.11.1891-26.7.1986, amerikansk diplomat og politiker. Harriman var søn af en jernbanemagnat. Efter en succesfuld karriere som forretningsmand gik han i 1934 i offentlig tjeneste og blev under og efter 2. Verdenskrig af en række demokratiske præsidenter betroet vigtige diplomatiske hverv. Han administrerede 1941-42 Låne- og Lejeloven i Storbritannien og Sovjetunionen, var ambassadør i Moskva 1943-46 og i London i 1946, handelsminister 1946-48 og hovedansvarlig for administrationen af Marshallhjælpen i Europa 1948-50. Harriman forsøgte to gange, i 1952 og 1956 uden held at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat; 1955-59 var han guvernør i New York. Under præsidenterne Kennedy og Johnson fik Harriman igen vigtige diplomatiske hverv. Han var i flere perioder rejsende ambassadør og 1961-63 viceudenrigsminister for fjernøstlige anliggender. I 1963 deltog han i Moskva i forhandlingerne om stop for kernevåbenprøvesprængninger, og 1968-69 ledede han USA's delegation ved forhandlingerne med Nordvietnam i Paris. Harriman vedblev efter 1969 uofficielt at være diplomatisk aktiv og udgav bl.a. Special Envoy to Churchill and Stalin 1941-46 (1975).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.