St. Helens med den kollapsede nordside, 2004.

.

St. Helens er en 2.560 m høj vulkan i Cascade Range i staten Washington, USA. Den er især kendt for sit udbrud i 1980, der var et af de største på Jorden i 1900-tallet. Vulkanområdet er siden oprettelsen i 1982 af Mount St. Helens National Volcanic Monument blevet en stor turistattraktion.

Faktaboks

Også kendt som

Mount Saint Helens

Udbruddet i 1980

I midten af maj 1980 blæste et voldsomt, eksplosivt udbrud nordsiden ud på vulkanen St. Helens i staten Washington i det vestlige USA. Udbruddet kom ikke uventet, men dets voldsomhed var overraskende.

US Geological Survey konkluderede i 1978, at netop St. Helens frembød den største risiko blandt vulkanerne i Cascade Range, og at et stort, eksplosivt udbrud var sandsynligt inden for de næste hundrede år. Et område i en radius af 25 km fra vulkanen blev spærret af. Mount St. Helens var, efter at vulkanen "vågnede" 27.3.1980, under konstant overvågning af vulkanologer og fotografer, og da katastrofen indtraf, blev det et af verdens bedst dokumenterede vulkanudbrud til dato.

Udbruddet indledtes med, at små dampeksplosioner dannede et ca. 70 m bredt krater, og store øst-vest-gående sprækker åbnede sig i sne- og isdækket på vulkanens top. Blå flammer fra brændende gasser, sandsynligvis svovlbrinte, kunne om natten to dage senere iagttages fra luften. Den 1. april viste seismografer på vulkanens flanker en række mere eller mindre konstante, rytmiske vibrationer af undergrunden, hvilket sandsynligvis skyldtes bevægelse af magmaet under vulkanen, frigørelse af opløste gasser i magmaet eller dannelsen af gasbobler i forbindelse med begyndende overophedning af grundvand i vulkanen. Damp- og askeeksplosionerne fortsatte; nogle som pulserende jetudblæsninger, der varede i timevis. Imens voksede vulkanens krater til ca. 300 m i diameter, og en 3 km høj søjle af aske og vanddamp rejste sig over toppen. Den høje seismiske aktivitet fortsatte, og vulkanologer på bjergsiden registrerede nu en bule midt på nordflanken, som gradvist voksede frem med ca. 1,5 m pr. dag. Den 12. april var den mere end 2 km i diameter og over 150 m høj. Bulen og jordskælvene umiddelbart herunder var forårsaget af, at magma under vulkanen var i færd med at trænge ind i den nedre del af vulkanbjerget; et udbrud var nært forestående. Den 15.-17. maj var St. Helens tavs, selv om væksten af bulen fortsatte. Den 18. maj kl. 8.32 begyndte hele nordsiden af vulkantoppen at bevæge sig som én gigantisk masse af sten og gletsjeris og at glide nedad og udad mod nord langs et dybtliggende glideplan. Sekunder efter rystedes bjerget af en voldsom eksplosion, og en sortgrå askesky rejste sig skråt opad fra den øvre del af vulkanen, mens udskridningen af den nordlige vulkanflanke gik over i et kolossalt lavineskred, der med en voldsom hastighed bevægede sig sidelæns bort fra vulkanen. 40 sekunder senere blev, efter endnu en eksplosion, den enorme udskridning overhalet af en gigantisk askelavine, en såkaldt pyroklastisk strøm, som blæste vandret ud fra vulkanen mod nord. Udskridningen havde reduceret trykket, hvorved overophedet vanddamp i vulkanbjerget samt opløste gasser i det nu højtliggende magmakammer frigjordes under en eksplosion, der havde en udgangshastighed på ca. 1000 km/h. 3 km3 knust stenmateriale og gletsjeris blæste som en askefyldt dampsky hen over jorden med en hastighed på mere end 350 km/h. Den gigantiske massestrøm pløjede gennem begge grene af Spirit Lake ved vulkanens fod og sendte tonsvis af vand ned gennem den nordlige gren af Toutle River ca. 10 km længere mod nord. Askestrømmen blæste hen over søen og fortsatte op over en 360 m høj, tværgående bjergryg og fire andre rygge på den anden side af søen, inden den faldt til ro mere end 20 km fra vulkanen.

Udskridningen og den følgende dampeksplosion, der havde forårsaget en horisontal sten- og askeudblæsning mod nord, havde totalt ændret landskabet i et 600 km2 stort område nord og NV for Mount St. Helens. De første få kilometer fra vulkanen var samtlige træer, nogle på 2 m i diameter, revet op med rode og fejet omkuld af den fremstormende eksplosionssky. Herefter fulgte en zone på 10-15 km, hvor træerne, alle fuldvoksne douglasgraner, var knækket ca. 1 m over jorden. I den ydre del af destruktionszonen stod træerne stadig, men deres grene var blæst af eller fuldstændig afløvede. Op til 7 km NV for og 18 km NØ for vulkanen var træstammer forkullede på den side, som vendte mod eksplosionsstedet. Alle de væltede træer var orienteret efter bugtede strømlinjer eller turbulente strømhvirvler forårsaget af de varme, hurricaneagtige vinde, som herskede inde i askeskyen. Kantede blokke fra selve vulkanbygningen og varm, nyligt størknet magma var slynget op til 20 km bort fra vulkanen. Til slut aflejredes en grå afsætning af aske og sten på fra 1 m til få millimeters tykkelse over hele destruktionszonen.

Efter udskridningen og eksplosionerne, som kun varede 4-5 min, rejste sig over vulkanen en lodret askesøjle, der nåede sit maksimum på 26 km kl. 9 samme morgen. Samtidig rullede adskillige pyroklastiske strømme af fin aske og pimpsten med hastigheder på op til 100 km/h ud af det gigantiske, hesteskoformede krater, som var opstået ved udskridningen, og dækkede i en vifte på 3-5 km nord for vulkanen de netop afsatte sedimenter fra udblæsningsskyen. Askelavinerne fortsatte ud over den sydlige bred af Spirit Lake 5 km nord for vulkanen, og kontakten mellem vandet i søen og de varme, pyroklastiske strømme afstedkom nye eksplosioner, som sendte damp- og askeskyer 2 km til vejrs. Tusindvis af gasudblæsninger (fumaroler), som skyldtes indesluttet vand under pimpstensafsætningerne, sendte, efter at asken var faldet til ro, større eller mindre dampskyer til vejrs.

Hovedparten af udskridningslavinen forvandledes efter at have passeret den vestlige gren af Spirit Lake til en gigantisk mudderstrøm af pimpstensaske og nedknust klippemateriale fra den kolossale udglidningslavine, der med en konsistens som våd cement bevægede sig 21 km ned gennem Toutle River-dalen mod vest. Vandet stammede fra smeltet sne og is fra bjergets top samt vand slynget ud af Spirit Lake, da lavinen ramte søen. Flodbølgen, som skyllede ned gennem dalen, blev på træerne langs dalen målt til at have været 16 m høj. Asken fra den lodrette eruptionssky, der i løbet af dagen aftog til 14 km højde, blev ført ind over den centrale del af staten Washington samme dag. På tre dage passerede den tværs over USA.

I månederne efter udbruddet rejste der sig i det nye, amfiteaterlignende krater et kuppelformet lavadome på 250 m højde, så selv om St. Helens tilsyneladende atter er en sovende vulkan, er netop et sådant dome en potentiel kilde til nye, farlige askelaviner; vulkanen er derfor stadig under observation.

Den totale ødelæggelse var overvældende: 57 mennesker omkom under udbruddet, 1 millioner træer var ødelagt, og værdier for mere end 1 millarder dollar var gået tabt eller ødelagt, hovedsagelig inden for træindustrien. Landskabet blev totalt ændret ved udbruddet, men vegetationen er med en overraskende hastighed atter spiret frem af asken.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig