Californien (Befolkning), Siden 1850 har den årlige befolkningsvækst været 4,1% i gnsn. Den hastige vækst er resultatet af en stor indvandring, der er fortsat, siden guldfundene i 1848 igangsatte den første store indvandringsbølge. Dengang kom indvandrerne især fra midtvesten og den amerikanske østkyst. I senere perioder har andre nationaliteter domineret, hvilket viser sig i befolkningens etniske sammensætning, hvor asiater nu udgør 10%, sorte 7% og hispanics (spansktalende indbyggere) hele 26%. Hertil skal lægges efterkommere af den oprindelige indianske befolkning, der udgør et mindretal på ca. 200.000.

For at begrænse den illegale indvandring indførte man fra 1986 nye regler om opholdstilladelse, hvorefter mexicanere og andre hispanics har udgjort over 2/3 af alle immigranter. Resten har hovedsagelig været asiater fra bl.a. Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne.

Fælles for de mange nye immigranter har været, at de overvejende har bosat sig i de store bycentre, hvor der siden 1960'erne er sket en fravandring af hvide (først til forstæderne, senere til mindre byer og andre stater). Herved er der kommet et ikke-hvidt befolkningsflertal i hele syv af Californiens ti største byer. De etniske grupper bor ofte i adskilte kvarterer, hvor der som følge af sociale forskelle og fattigdom flere gange er opstået voldsomme uroligheder, navnlig i Los Angeles (Watts 1965, South Central 1992). I alt 12,5% af befolkningen har indtægter under den officielle fattigdomsgrænse, men i bycentrene og for gruppen af sorte og hispanics er tallet næsten dobbelt så højt.

Byerne rummer 95% af befolkningen. Urbaniseringen er mest udtalt langs den sydlige Stillehavskyst, hvor storbyerne er tæt forbundet via stærkt trafikerede motorveje. Største byer er Los Angeles (3,6 mio.), San Diego (1,2 mio.), San Jose (0,8 mio.) og San Francisco (0,7 mio.) (alle ekskl. forstæder i 1992). Herudover ligger der en række mellemstore byer i den frugtbare længdedal, Central Valley, bl.a. hovedstaden Sacramento. Resten af byerne, overvejende små og spredtliggende, findes i de tyndt befolkede egne i nord og øst. Den gennemsnitlige befolkningstæthed er 75 indb. pr. km2.

Læs videre om Californiens økonomi eller læs om Californien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig