Illinois

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/13010/=ud_a_51806.mp3?revision=2

Illinois, stat i Midtvesten, USA; 146.000 km2, 12,9 mio. indb. (2011), heraf 15% sorte. Hovedstad er Springfield (116.250 indb.; 2010), største by Chicago (2,7 mio. indb.). Illinois blev optaget i Unionen i 1818 som den 21. stat. Tilnavne: The Prairie State og The Land of Lincoln.

Med 2/3 af befolkningen og hovedparten af statens økonomiske aktiviteter inden for sit storbyområde er Chicago i næsten enhver henseende det dominerende center. Resten af staten, ofte benævnt Downstate Illinois, består næsten udelukkende af opdyrket prærie med en spredtboende landbefolkning og en række små og mellemstore byer, anført af Rockford, Peoria og Springfield.

Landdistrikterne udgør en del af det flade og højt mekaniserede "majsbælte" fra Ohio i øst til Kansas i vest, hvor landbruget nyder godt af en frugtbar sortjord og et nedbørsrigt, tempereret klima med julitemperaturer på 21-25 °C i gnsn. Foruden majs dyrkes især sojabønner, hvede og foderplanter, mens den animalske sektor domineres af kød- og malkekvæg samt svin. Landbrugsprodukterne danner basis for fødevareindustrien, der sammen med andre store industrier gør Illinois til en af USA's førende producenter af bl.a. maskiner, stål, transportmidler, kernekraft, elektronik, plastvarer, kemikalier og konserves. Samtidig med en fortsat vækst i vareproduktionen er der sket et fald i beskæftigelsen i både landbruget (siden 1950'erne) og industrien (siden 1970'erne), således at ca. 4/5 af arbejdsstyrken nu er beskæftiget i Chicagos, og i mindre grad de andre byers, bredt sammensatte og stærkt voksende servicesektor, herunder bl.a. handel, transport og bank-, forsikrings- og finansvirksomhed. Den samlede økonomiske omsætning, udtrykt ved BNP, overgås i USA kun af staterne Californien, New York og Texas.

Helt mod syd mellem grænsefloderne Ohio og Mississippi findes et småbakket bjerglandskab, der rummer de fleste af statens endnu aktive kulminer og det eneste store skovområde, Shawnee National Forest. Området er et yndet udflugtsmål, og det samme gælder isolerede strækninger langs floderne Illinois og Mississippi, der efter åbningen af The Illinois Waterway (1933) begge indgår i skibsruten mellem Den Mexicanske Golf i syd og Lake Michigan i nord.

Historie

Store jordvoldsanlæg vidner om indiansk tilstedeværelse længe før den franske udforskning af Mississippi River i 1600-t., som førte til bosættelser både fra nord og fra syd. Storbritannien erhvervede i 1763 området, der efter Den Amerikanske Revolution 1775-83 havde skiftende tilhørsforhold til USA; det fik i 1809 status som territorium og blev i 1818 optaget som stat. I 1804 havde sacindianerne afstået deres land i Illinois, og under Black Hawks Krig i 1832 blev indianerne fordrevet fra staten. Illinois blev med en betydelig indvandring fra Syden delt i slavespørgsmålet, men stod under Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 på Nordstaternes side. Efter krigen blev staten et af USA's vigtigste landbrugscentre og banebrydende i sine forsøg på at regulere jernbaneselskaberne.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+255969.601.svg (100.12 kB)

Illinois.

Admin

05/02/2009

[+ud_a_51806.mp3 (10.63 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
02/05/2012
christi@n
05/03/2012
Redaktionen
13/04/2010
Oprindelige forfattere
JSve
31/01/2009
LVang
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki