Kodiak Island, ø i Alaskabugten syd for Alaska, USA; 9311 km2, 13.600 indb. (2010). Siden 1941 har 3/4 af arealet været udlagt som naturreservat for at sikre bestanden af kodiakbjørnen, der er verdens største nulevende landrovdyr. Hovedbyen Kodiak, som 1792-1867 var centrum for russisk hvalfangst og pelshandel (havodder, sæl) i Alaska, er en vigtig fiskeriby med store landinger af skaldyr, laks, torsk og sild. Herudover findes en del fåre- og kvægavl. Jordskælv optræder med jævne mellemrum, og i 1912 blev det meste af øen dækket af et tykt askelag efter udbrud fra vulkanen Mt. Katmai på Alaskahalvøen. I 1964 blev kysten stærkt beskadiget ved en tsunami.