Broadway, den ca. 20 km lange hovedgade på Manhattan Island i New York City. Gaden og dens nærmeste sidegader, fra ca. 35.-45. gade, har siden 1800-t. været det berømte centrum for amerikansk teater. I 1925 lå i dette område 80 teatre. Broadway er blevet et begreb, som står for det store, kommercielle teater, hvor berømmelsen og de mange penge har hjemme, og hvor de internationale succeser lanceres. I opposition hertil er der opstået et Off- og endog et Off-Off-Broadway teater.