Den lille moské i Ismail, Ukraine
Den lille moské i Ismail, der ligger ud til Donaufloden, stammer måske helt tilbage fra 1400-tallet. Den fungerer i dag som museum. Indenfor ses et stort diorama af general Suvorovs belejring af byen i 1790 under den 6. russisk-tyrkiske krig. I den omgivende park er bl.a. udstillet en sovjetisk panserværnskanon fra 2. Verdenskrig.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Ismail er en by i den ukrainske del af Donaudeltaet 80 km fra Sortehavet tæt på den rumænske grænse. Byen har knap 70.000 indbyggere (2021). Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er Ismail sammen med en anden by i Donaudeltaet, Reni, blevet en vigtig udskibningshavn for den ukrainske korneksport.

Faktaboks

Etymologi

Byen er opkaldt efter den osmanniske storvezir Ayaşlı İsmail Pasha (1620-1690).

Også kendt som

Izmail; på ukrainsk Izmajil

Ismails historie

Fra 1100-tallet var Ismail under navnet Licovrissi en genuesisk koloni. I 1484 blev den erobret af Osmannerriget under Beyazit 2., og fra begyndelsen af 1500-tallet blev den en osmannisk fæstning. I Ismails centrum findes en lille en velbevaret moské fra denne tidligste osmanniske periode.

1770-1877 var Ismail under vekslende russisk og osmannisk herredømme. Under den 6. russisk-tyrkiske krig blev byen i 1790 midlertidigt erobret af russerne efter en berømt slag ledet af general Aleksandr Suvorov. Først i 1877 måtte osmannerne endeligt opgive den.

Byen blev rumænsk mellem de to verdenskrige 1918-1940 og igen under det meste af 2. verdenskrig 1941-45, inden den efter krigen kom under Sovjetunionen som en del af den Ukrainske Sovjetrepublik.

I august-september 2023 foretog Rusland angreb på civile mål og infrastruktur blot 500 meter fra den rumænske grænse og dermed fra NATO-område.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig