Grudziądz, polsk by ved floden Wisła 95 km fra mundingen; 99.300 indb. (2004). Fødevareindustri, metalindustri og byggeri er de dominerende brancher, men handel og service er i kraftig vækst. Rådhuset ligger i et tidligere jesuiterkloster. Derudover rummer byen bl.a. et nedlagt benediktinerkloster og gamle kornmagasiner. I middelalderen havde Grudziądz en borg, der kontrollerede handelen på floden. 1772-1920 var byen under preussisk herredømme.