Faktaboks

Alexandru Vaida-Voevod
Født
1872
Død
19. marts 1950
Frimærke med Alexandru Vaida-Voevod.
Alexandru Vaida-Voevod på et rumænsk frimærke fra 2018.

Alexandru Vaida-Voevod var en rumænsk politiker, premierminister tre gange i mellemkrigstiden.

Vaida-Voevod gjorde sig tidligt til talsmand for rumænerne i Transsylvanien i det daværende Østrig-Ungarn. Her var han formand for Det Rumænske Nationalparti fra 1896 og medlem af det ungarske parlament fra 1906 til 1918. Transsylvaniens nationale parti sluttede sig i begyndelsen af 1920 erne sammen med bondepartiet (fra Moldavien og Valakiet) og blev til det nationale bondeparti.

I oktober 1918 proklamerede han i Diæten (parlamentet i Budapest), at Transsylvanien havde ret til selvstyre. Efter proklamationen var han tæt på at blive lynchet af de ungarske parlamentarikere; så provokerende forekom hans udtalelse dem at være.

Efter Østrig-Ungarns nederlag i første verdenskrig fremsatte han i december 1918 som udenrigsminister i Transsylvaniens provisoriske regering ønsket om forening med Rumænien. Det blev vedtaget med stormende bifald på et folkemøde i Alba Iulia i december 1918.

Alexandru Vaida-Voevod deltog i 1919 i den rumænske delegation ved fredsforhandlingerne i Paris, hvor Transsylvaniens indlemmelse i Rumænien blev godkendt (Trianon-Traktaten). Som premierminister og udenrigsminister beordrede han i 1919 den rumænske hær til at angribe Ungarn, der blev besejret, og Béla Kuns rådsrepublik blev opløst. Først derefter kunne grænsen mellem de to lande fastlægges.

I 1919 blev Vaida-Voevod Rumæniens premierminister, men året efter afskedigede kongen ham på grund af uenighed om den store landreform. I 1932-1933 blev han atter premierminister i to korte perioder. I 1935 brød han ud af Det Nationale Bondeparti og stiftede den højreorienterede Rumænske Front, der ikke opnåede større politisk indflydelse.

Hans eftermæle er skæmmet af de antisemitiske holdninger, han i stigende grad lagde for dagen i 1930'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig