Timişoara er en by i det vestligste Rumænien i et rigt landbrugsområde med et mildt klima på randen af de sletter, som fortsætter i Vojvodina og Ungarn. En kanal (Bega kanalen) forbinder byen med Serbien. Timis floden løber syd for byen ind i Serbien. Byen har efter folketællingen 2021 250.000 indbyggere, hvoraf 3 procent tilhører det ungarske mindretal. (iflg. de lokale myndigheder er befolkningens størrelse 300.000). Hovedparten af det tyske mindretal er efter 1989 emigreret til Tyskland.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er en rumænsk gengivelse af det ungarske Temesvár, der er sammensat af Temes 'floden Timiş' (en biflod til Donau) og vár 'borg'.

Også kendt som

Temesvár, byens ungarske navn

I den gamle bymidte, som præges af arkitektur fra den habsburgske tid, findes bl.a. rådhus, museer, katedraler, operahus og teater. Mange stilarter er repræsenteret: barok, historicisme, neoklassicisme og art nouveau. Nogle kalder byen Lille Wien. Byen har flere store parker og, især i den gamle by, mange caféer. Universitetet, der stod færdigt i 1944, ligger i byens sydlige del. I dag har byen flere højere uddannelsesinstitutioner, bl.a. et stort Polyteknisk Universitet.

Byen har maskin-, elektronik- og næringsmiddelindustri samt kemisk industri.

Timişoaras historie

Timişoara nævnes første gang i begyndelsen af 1200-tallet som en ungarsk fæstning. I anden halvdel af 1400-tallet blev byen midtpunkt for korstogene mod osmannerne, og 1552 blev den indlemmet i Osmannerriget. Efter de habsburgske troppers tilbageerobring af byen i 1716 blev den befolket med tyskere og gjort til en blomstrende handelsstad.

I december 1989 udløste en opstand i Timişoara protester mange steder i Rumænien. I Timisoara massakrerede Securitate og den rumænske hær i december 1989 snesevis af de protesterende. Opstanden bredte sig og førte i løbet af få dage til Nicolae Ceauşescus fald og det kommunistiske styres sammenbrud. Byen har flere mindesmærker over ofrene fra opstanden.

Den rumænske nobelprismodtager (2017) Herta Muller er født i en lille by tæt på Timisoara, men er nu bosat i Tyskland. I 2015 modtog fysikeren Stefan Hell nobelprisen.

Timisoara var europæisk kulturhovedstad i 2021.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig