Mariánské Lázně, tidl. Marienbad, tjekkisk kurby i det vestlige Tjekkiet nær grænsen til Tyskland 55 km NV for Plzeň; 14.741 indb. (2001). Byen ligger i bjergkæden Tepelská Plošina i 600 m højde og er vokset op omkring 40 forskellige mineralkilder (9-12 °C) i begyndelsen af 1800-t. Havearkitekten Václav Skalník (1776-1861) skabte 1818-24 et parkanlæg i engelsk stil som ramme for kuranstalter, kildeanlæg og kolonnader. Mange berømtheder, bl.a. Goethe og Chopin, har gennem tiden besøgt kilderne, og hvert år modtager byen besøg af et stort antal patienter, der søger behandling for nyre- og urinvejssygdomme, astma, bronkitis, stofskiftesygdomme og gigt.