Faktaboks

Gábor Bethlen
Født
1580
Død
1629

Gábor Bethlen var fyrste af Transsylvanien fra 1613. Bethlens mål var genforeningen af det ungarske kongerige, som var blevet delt i tre i 1541. Udbruddet af Trediveårskrigen (1618-48) gav den protestantiske Bethlen anledning til at begynde kampen mod habsburgerne. I 1619 lykkedes det ham med støtte af tjekkiske protestantiske stænder at besætte Vestungarn, som var under habsburgernes dominans, og han blev valgt til konge. Tjekkernes nederlag i 1620 (se Slaget ved Det Hvide Bjerg) gjorde imidlertid, at Bethlen blev nødt til at trække sig tilbage og frasige sig kongetitlen. Ved fredsslutningen i Nikolsburg i 1621 fik han dog hele det nordøstlige Ungarn.

Da en ny krig mod habsburgerne endte resultatløst med Wienerfreden i 1624, forsøgte Bethlen at skabe en alliance mod habsburgerne mellem de protestantiske magter, bl.a. Danmark. Men hjælpen udeblev, og han måtte slutte fred i 1626 i Pozsony (Bratislava). I de sidste tre år af sit liv prøvede Bethlen at vinde den svenske kong Gustav 2. Adolf og den russiske zar Mikhail for sine planer om at erobre den polske trone.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig