Litauen

Litauen, 1569 indgik L en union med Polen, som i høj grad kom til at præge landet politisk og kulturelt; den første dokumenterede offentlige forestilling fandt sted i Vilnius allerede året efter, i 1570. 1795 blev L besat af Rusland og først selvstændigt efter 1. Verdenskrig i 1918. Russernes greb om landet blev stadig stærkere og 1864-1905 undergik al litauisk kultur en voldsom russificering, og teater blev hurtigt et ikon for modstanden mod undertrykkelsen. Et livligt undergrundsteater florerede især i landområderne, hvilket op til vor tid har sat sine spor i nationaldramatikken, som bærer elementer af lokale ritualer og udtryksformer. Teater i byerne var stærkt påvirket af russisk romantisk drama. Selvstændighedsgrupper brugte drama i deres politiske kamp, og de første litauiske dramatikere som Balys Sruoga, Vincas Krėvė, Vincas Mykolaitis-Putinas og Vydūnas (pseudonym for Vilhelmas Storosta), skrev historiske nationalistiske dramaer, især i perioden 1918-1940, hvor L var selvstændigt. En lang række teatre åbnede; i Klaipėda blev det første teater Klaipėdos dramos teatras (Klaipėdos Dramateater), grundlagt 1819, den nuværende bygning er fra 1857; i Kaunas åbnede Kaunas valstybinis dramos teatras (Kaunas Statslige Dramateater) i 1920, som 1940 fik en konkurrent i Vilnius, Lietuvos valstybinis akademinis dramos teatras (Litauens Statslige Akademis Dramateater).

1940 blev L atter besat af russerne, og det litauiske drama fulgte det sovjetiske doktrin, det social-realistiske drama og en Stanislavskij-inspireret spillestil, samtidig med at undergrundsteatret atter vendte tilbage. Efter Stalins død i 1953 lettedes restriktionerne noget og en ny generation af dramatikere dukkede op: Juozas Grušas, Justinas Marcinkevičius, Juozas Glinskis, Saulius Šaltenis og Kazys Saja, som trodsede den socialistisk-realistiske doktrin og gik over til almenmenneskelige, moderne problemstillinger. Landets mest markante instruktører, bl.a. Juozas Miltinis, Jonas Jurašas og Jonas Vaitkus søgte kunstnerisk kontakt med udlandet og byggede bro mellem L og resten af Europa.

1990 blev L atter selvstændigt, og med friheden dukkede nye problemer op; økonomien blev markant svagere, og publikum blev væk fra teatrene, fordi den metaforiske undergrundsstil, som i så mange år havde modarbejdet deres fælles fjende, blev uinteressant. Det blev nødvendigt at løsrive udtryksformen fra den russiske realisme og vende blikket mod vesten; særlig fremtrædende er her instruktører som Oskaras Koršunovas, som oprettede sit eget teater i Vilnius i 1999, Gintaras Varnas, som er kunstnerisk leder af Kaunas valstybinis dramos teatras, Rimas Tuminas, som er leder af Vilniaus mažasis teatras (Det lille Statsteater i Vilnius) og Nekrošius Eimuntas, leder af Meno Fortas teatret. Siden 1993 afholdes hvert år i maj den internationale teater festival, LIFE i Vilnius.

Bibliografi:World Encyclopedia of Contemporary Theatre, Europe. 1994.

Artiklen Litauen er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk