Afgifter, form for beskatning, dvs. betaling fra private til det offentlige. Det giver mening at skelne mellem direkte skatter/afgifter, som pålignes producenten (virksomheden) – fx den afgift, der skulle betales for at få en teaterbevilling – og de indirekte, som kan være enten punktafgifter eller generelle afgifter, der lægges på billetprisen. Forlystelsesafgiften var således en punktafgift, idet den alene blev pålagt en bestemt type serviceydelser, mens momsen er en generel afgift, da der er moms på næsten alle varer og tjenesteydelser. Hvor momsen i Danmark er fastsat til en standardsats (25 % siden 1992), er den i de fleste andre lande forskellig for forskellige typer af varer og tjenesteydelser. I Sverige, hvor den generelle momssats ligeledes er på 25 %, er der således kun 6 % moms på teater- og biografbilletter, bøger, tidsskrifter mv.