Dramatikeruddannelser, Den første egentlige dramatikeruddannelse, Yale School of Drama, blev etableret i 1925 i USA på Yale University af George Pierce Baker. Siden har kurser i playwriting været en integreret del af mange angelsaksiske universiteters kursustilbud. En del mere eller mindre private uddannelsessteder i USA har specialiseret sig i kurser om playwriting på uge- eller månedsbasis. I England findes de mere kendte uddannelsestilbud ved University of Kent og University of Birmingham, som i 1989 blev det første sted i UK med en D på MA-niveau. I Tyskland findes en egentlig 4-årig D på Universität der Künste Berlin, Szenisches Schreiben, som startede i 1990, men også kurser tilknyttet universiteter. I Holland findes en D ved Utrecht School of The Arts. I Norge blev en 2-årig D gennemført som pilotprojekt efter dansk model i 2001-03. I Sverige er en D under etablering i Malmø, mens uddannelsen ved Dramatiska Institutet i Stockholm er kombineret med en dramaturgiuddannelse. Generelt har de europæiske lande vist stigende interesse for udvikling af specifikke dramatikeruddannelser i 1990'erne for derigennem at styrke den nationale dramatik.

Bibliografi: Muldvad, N & Olsen, J S Dramatikeruddannelse Speciale ved Århus Universitet 1994; Evaluering af Kulturministeriets Forsøgsuddannelser Bilag VI 1995.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig