Egenindtægtskløft, betegnelsen for forskellen mellem omkostninger ved teaterdrift og de egenindtægter, hovedsagelig fra billetsalget, teatret er i stand til at oppebære. I et samfund, der i øvrigt baseres på teknologisk rationalisering, kan teatret som levende kunst kun meget begrænset deltage i rationaliseringen. Lønninger vil imidlertid også i teatret have en tendens til at følge lønudviklingen i den sektor, hvor stigende løn modsvares af produktionsvækst. Teatrets produktionsomkostninger stiger, men politiske lighedsmålsætninger gør det umuligt bare at lade billetpriserne følge de stigende produktionsomkostninger. Derfor vil der være en tendens til, at afstanden mellem teatrets egenindtægter og dets omkostninger år for år bliver større: egenindtægtskløften vokser. Teaterproduktion må under sådanne omstændigheder i samfund som det danske baseres på offentlige tilskud eller i angelsaksiske lande på andre former for pengeoverførsler, fx sponsorering eller fondsstøtte. De amerikanske økonomer William J Baumol og William G Bowen fremsatte i en berømt bog fra 1966 teorien om egenindtægtskløftens vækst – Baumols sygdom – på baggrund af analyser af performative kunstinstitutioner (teatre, symfoniorkestre, operaselskaber og balletkompagnier) i USA og England. Teorien har siden været omdiskuteret blandt kulturøkonomer, bl.a. fordi den er så enkel, måske for enkel, og den er både blevet be- og afkræftet gennem analyser af kunstinstitutioner.

Bibliografi: Baumol, W & Bowen, W Performing Arts – The Economic Dilemma 1966; Hansen, T B Det Kgl. Teater – et kulturøkonomisk studie 1991; Langsted, J Styr på teatret. Om teaterpolitik 1984; Towse, R Baumol’s Cost Disease. The Arts and Other Victims 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig