Egnsteater. Egnsteatret Team Teatret i Herning opførte 2002 Caspar Kochs dramatisering af Karen Blixens roman Gengældelsens veje, instrueret af Mikael Helmuth og i rollerne: Anni Bjørn, Dya Josefine Hauch, Mikael Helmuth, Trine Juul-Andersen samt Thilde Silkjær Kofod.

.

Egnsteater, betegnelse for et mindre teater uden for de 4 store teaterbyer (Kbh., Århus, Odense og Aalborg), der støttes af kommune og stat. I starten af 1970'erne blev ‘egnsteater’ betegnelsen for et teater, der havde etableret sig et sted, hvor der ikke ellers var fast teater. I 1979 blev E indarbejdet i teaterloven. Inden for en øverste ramme refunderede staten 50 % af kommunernes og amternes udgifter til E. Der var tale om en geografisk decentralisering. E-paragraffen i teaterloven blev også brugt af storbyer, således at der efterhånden eksisterede E ud over hele landet. Bl.a. på baggrund af Kbh.s Kommunes udnyttelse af egnsteaterbestemmelserne til at omdanne projektteatre, der ikke fik støtte nok til helårsdrift, til midlertidige 14-dages egnsteatre, og fordi statens udgifter blev ustyrbare, blev E-paragraffen ændret i 1990. Statens støtte til E blev fastlagt med et samlet beløb på finansloven. Det betød, at refusionsprocenten blev variabel, og jo flere teatre kommunerne oprettede, jo mindre blev refusionsprocenten for hvert teater.

I 1996 blev ordningen ændret igen, og der blev etableret en skelnen mellem E og små storbyteatre (dvs. småteatre i Kbh., Frederiksberg, Århus, Odense og Aalborg kommuner). For E genindførtes, at staten inden for en overgrænse refunderede 50 % af kommunernes udgifter. For de små storbyteatre betalte staten kommunerne en pose penge, som de selv disponerede over til deres småteatre. En lovændring i 2007 ændrede igen statsstøtten, idet sammenhængen mellem kommunal og statslig støtte til E blev ophævet. Staten fastsætter fremover et samlet beløb på finansloven til E, og det enkelte teaters statsstøtte-andel må forventes at blive mindre end 50 % af støttebehovet.

E-ordningen har muliggjort udviklingen af en lang række meget forskellige teatre, både børneteatre, voksenteatre, danseteatre, stærkt eksperimenterende teatre og musikteatre. Flere af dem hører til landets mest fremragende, fx Odin Teatret i Holstebro, Møllen i Haderslev og Cantabile 2 i Vordingborg.

Bibliografi: Egnsteaterudvalget Egnsteatre. En rapport 1993 & Egnsteatre i Danmark 1992. En oversigt 1993; Langsted, J Egnsteater-§§. Forløbet af en lovændring 1996.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig