Foyer, fr. af middelalder-lat. focarius afledt af focus ‘ildsted’, ‘arne’, fr. feu, varmestue, rum nær scenen hvor scenekunstnerne kan opholde sig, når de ikke optræder, måske modtage besøg i pausen eller holde ‘foyer’, dvs. lade sig hylde ved en sammenkomst i en mellemakt. Ud over kaminer bør foyeren være udstyret med store spejle, så det er muligt at kontrollere maske og kostume som en helhed. På engelsk kaldes kunstnerfoyeren The Green Room, oprindelsen er ukendt, men har måske noget at gøre med, at aktørerne i middelalderen og renæssancen opholdt sig i det fri, når de ikke var på scenen; senere blev foyererne traditionelt malet grønne. Store teatre som Det Kongelige Teater rummer flere foyerer fx kapelfoyer og balletfoyer, men det var især skuespillerfoyeren på Gamle Scene og portrætsamlingen dér, som var legendarisk. Efter Det Kongelige Teaters ombygning i 1980'erne blev samlingen ophængt i den såkaldte Heiberg-foyer. Publikumsfoyerer: Komediehuset havde fra oprettelsen en vinstue i kælderen og en forsal beregnet til ventende kuske og tjenestefolk, men i 1774 indrettedes en bedre ‘forfriskningssal’ til publikum. Det var dog først med det nye Det Kongelige Teater i 1874, at omgivelserne blev så behagelige, at også damerne kunne strække benene i pauserne. Faktisk stod tilskuerfoyeren pga. manglende midler ufærdig til 1883, hvor brygger Jacobsen skød penge ind til den endelige udsmykning, på den paradoksale betingelse, at der her ikke måtte udskænkes øl. Den bagvedliggende balkonrundgang er til promenade, men her blev den overgået af Dagmarteatrets langstrakte pragtrum, også indrettet 1883. Ofte i moderne teaterbyggeri er store områder anvendelige for publikum gennem det meste af dagen, ikke bare før og under forestillingerne; her er – som på Royal National Theatre i London – caféer, souvenir- og bogbutikker, solterrasser, udstillingsarealer og koncerttribuner foruden billetsalget.