Producent, af eng. produce ‘frembringe’, ledelsesfunktion ved teaterproduktion med større kompetence end en produktionsleder, idet P også kan have kunstnerisk kompetence. Større teatervirksomheder kan være baseret på et producent-system, hvor hver produktion fungerer som en selvstændig produktionsenhed, men P anvendes også ved enkeltproduktioner. Der er endnu ikke en uddannelse for teaterproducenter i Danmark, mens Dramatiska Institutet i Stockholm har uddannet teaterproducenter siden 1970'erne. Der har hersket nogen usikkerhed om anvendelsen af begrebet P, der ligesom betegnelsen producer også findes i filmens verden, hvor P er ansvarlig for den investerede kapital og sjældent deltager konkret i produktionen, hvorimod produceren er den øverste leder af selve produktionen. P benyttes undertiden om et teater, der har produceret en konkret forestilling, som opføres på eller sendes på turné af et andet teater.

Eksternt link:

www.draminst.se/utbildningar/teater/teaterproducent

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig