Social status, vedrører forskellige gruppers placering i samfundets sociale lagdeling mht. anseelse eller prestige. Sædvanligvis indgår faktorer som indkomst og formue, magt, uddannelse, erhverv (herunder antal underordnede) og evt. slægt. Men også faktorer som prestige eller livsstil, der netop er interessante i forhold til teatrets verden, har betydning.

Helt overordnet har SS for teaterbranchen og specielt for skuespillere skiftet i forhold til perioder og geografi; men SS er naturligvis også forskellig for folk på samme tid og sted: Skuespillere ved en nationalscene har fx højere SS end skuespillere ved et lille ustøttet turnerende børneteater. Helt overordnet er skuespillere ofte blevet betragtet med et dobbeltblik: en verden og en beskæftigelse, der på en gang var tiltrækkende og frastødende.

I det antikke græske teater var SS høj; skuespillere rangerede på linje med præster. De blev gradvis professionelle og lønnedes af staten. Hvad der i antikkens Grækenland var en ære og værdighed, blev i romerriget til skam og straf. Det er dog uklart, om de første romerske skuespillere havde helt så lav en status, som standen fik i løbet af det første århundrede f.Kr., hvor den blev underlagt en generel infami: skuespillere mistede borgerrettigheder, kunne ikke modtage arv mv., og de rangerede socialt på linje med prostituerede.

Amatørskuespillere – hvad enten de optrådte i middelalderens religiøse spil eller i renæssancens humanistiske skolekomedie – var socialt accepterede; men det gjaldt ikke de samtidige professionelle gøglere, som for størstedelen var omrejsende, hvorfor de i lighed med andre farende folk som vagabonder og sigøjnere ansås som en trussel mod samfundets stabilitet. Dette afspejledes også i lovgivningen: bl.a. i Västgötalagens forhånelseslov om gøglerens rettigheder (nedskreven omkr. 1220). Denne første kendte teaterlovgivning havde til formål at beskytte befolkningen mod teatret.

Omkr. 1500-tallet og 1600-tallet fandtes i flere europæiske love forbud mod rejsende skuespillere, hvis de ikke – som fx Shakespeares trup Lord Chamberlain’s Men – nød protektion hos en adelsmand eller direkte hos kongen. Gennem flere hundrede år skulle denne tendens fortsætte: skuespilleres SS knyttes til og er afhængig af magthavere og defineres herigennem. De skuespillere, der fungerede på rene markedsvilkår, havde lavere status end hofteatrets skuespillere, selvom sidstnævnte i øvrigt heller ikke rangerede særligt højt.

Kirkens holdning, at skuespil erhvervet i bund og grund var et uanstændigt levned, lå også bag Kbh.s Universitets beslutning om, at det var uforeneligt både at være studerende og skuespiller. Et synspunkt, som universitetsprofessoren Holberg i øvrigt bakkede op om; mens komedieforfatteren Holberg i Just Justesens fortale fra 1723 havde argumenteret for det modsatte.

I Danmark blev Det Kongelige Teater 1772 en del af Hofetaten, og skuespillere var følgelig en del af hoffets personale – dog ikke som embedsmænd, men som lakajer, hvorfor de kunne straffes med indsættelse i Blåtårn. Der var dog ingen tvivl om, at der var adskilligt angribeligt i mange skuespilleres adfærd: drukkenskab, slagsmål, pengeuorden, mere eller mindre direkte prostitution (aktricerne ‘nærede sig ved ublu midler’); bl.a. i dette lys skal Det Kongelige Teaters særlige gratiale for ‘Dyd og ulasteligt Levnet’, som indføres omkr. 1790, ses.

På den anden side var lønningerne på Det Kongelige Teater på den tid så lave, at mange skuespillere levede i reel fattigdom. Selv om Ludvig XIII i Frankrig 1641 dekreterede skuespillere renset for infami, havde det ingen indflydelse på den katolske kirkes holdning, efter hvilken skuespillere var udelukket fra at modtage sakramente, medmindre de afsværgede deres profession. Det ramte bl.a. Molière og skuespillerinden Adrienne Lecouvreur, som begge var udelukket fra en kristen begravelse. I Frankrig var det først med revolutionen 1789, at skuespillere fik rettigheder som almindelige borgere.

1700-tallets Europa var også de store skuespilleres tid, hvor skuespilkunsten blomstrede på nationalscenerne og var med til at kaste glans over de fyrstelige arbejdsgivere. Stjernegager og luksusliv var ikke usædvanligt, hvilket var med til at fastholde dobbeltoptikken: på en gang attråværdig og forargelig. Men langt de fleste skuespillere levede stadig i armod.

Hvor 1700-tallets skuespillere havde kæmpet for at blive anset som respektable borgere, sætter arketypen på romantikkens skuespillere i 1800-tallet sig helt uden for samfundet, hvis normer de som geniale kunstnere føler sig hævet over, hvilket bidrager til at forstærke billedet af skuespilleres moralsk forkastelige levned.

Selv om skuespillere har været langsommere end andre brancher til at organisere sig, da der inden for standen var modvilje mod at se sig selv som lønarbejdere, betød etableringen af fagforeninger og de egentlige teateruddannelsesinstitutioner, at skuespilleres SS højnedes. Alligevel kunne man helt op i 1970'erne opleve provinshoteller, som ikke ønskede at have turnerende teaterselskaber boende.

I en undersøgelse af social prestige baseret på erhvervsbetegnelser fra 1954 nåede sociologen Kaare Svalastoga frem til, at skuespillere befandt sig i den lavere middelklasse. Der er ikke lavet lignende undersøgelser siden, og selv om der næppe er tvivl om, at skuespillere i vor tid, som dyrker eksponering højt, vil rangere væsentlig højere, er det også åbenlyst, at dobbeltblikket forsat hviler på scenekunstens udøvere.

Bibliografi: Kohansky, M The Disreputable Profession 1984; Mantzius, K Skuespilkunstens Historie I-VI, 1897-1916; Svalastoga, K Social rang og mobilitet 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig