teatertilladelse

Teatertilladelse, Set i et større historisk perspektiv har de fleste regler og love om teater handlet om, at teater enten var forbudt eller om former for begrænsninger i muligheden for frit at udøve teatervirksomhed og ikke – som vi er vant til i dag – om offentlige tilskud. Offentlig teaterdrift kan være afhængig af et privilegium, en bevilling, en tilladelse eller kan være helt fri. Et privilegium havde Det Kongelige Teater fx med privilegiet fra 1750, der gav eneret til i Kbh. at opføre ‘Skuespil, udi det Danske, Tydske og Franske Sprog’. Denne monopolstilling blev truet med tilkomsten af sekondteatreneCasino 1848 og Folketeatret 1857, men lovmæssigt først ophævet med Lov om Theaterdrift i Kjøbenhavn fra 1889, som dog stadig forbeholdt nationalscenen et antal klassiske danske værker.

Selvom det i Grundloven af 1849 var proklameret, at ‘Alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Erhverv, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulde hæves ved Lov’, hvilket pegede frem mod det princip om næringsfrihed, der blev indført med Næringsloven i 1857, opretholdt man i Danmark helt til 1970 et teaterbevillingssystem, hvorefter man skulle søge og få en bevilling fra først Justitsministeriet siden 1961 Kulturministeriet for at drive et teater. Argumentet for ordningen var kulturpolitisk markedsregulerende: der skulle ikke være for mange underholdningsteatre i forhold til de mere seriøse teatre.

Med teaterloven i 1970 afløstes teaterbevillingssystemet af et teatertilladelsessystem, hvorefter enhver, der var myndig og havde rådighed over sit eget bo kunne opnå tilladelse hos politiet til at drive teater, og med teaterloven af 1990 bortfaldt tilladelsessystemet helt.