Teateruddannelse, omfattede tidligt skuespillere og dansere, mens der først i det 20. årh. har været opmærksomhed på, at andre faggrupper, som fx instruktører, scenografer, dramatikere og teknikere, havde særlige uddannelsesbehov. For skuespillere har T grundlæggende fundet sted enten gennem elev-ansættelse ved et teater og i tilknytning til prøvearbejdet på den forestilling, som eleven skal medvirke i eller ved et formelt organiseret uddannelsesforløb med egentlig undervisning i forskellige discipliner.

Både i Europa og i Asien var familievirksomheden i perioder den naturlige organiseringsform for et teaterselskab, hvorfor traditioner og teknikker således via mesterlære gik i arv fra en generation til den næste. Moderne eksempler herpå er bl.a. Mei Lanfang, Franca Rame og Sammy Davies. I modsætning til Vesten, hvor T etableredes relativt sent og i overvejende grad har været fokuseret på tekstbaseret rolleindstudering, har skuespillere i Asien en lang tradition for T koncentreret om fysiske færdigheder. Den indiske teatergrundbog, Natyashastra fra ca. 200 f.Kr. giver således detaljerede skuespillertekniske anvisninger, der anvendes bredt i Indien i dag, og Zeami Motokiyos tilsvarende japanske næsten 600 år gamle Den hemmelige tradition i nō er tilsvarende den væsentligste grundbog i nō-teater. Traditionel T i Asien er en oftest langvarig – man kunne sige livslang mesterlæreuddannelse, der begynder i barndommen med en streng indføring, som har til formål at træne kontrol af kroppen og herefter blive mere speciali seret i retning af et rollefag.

De første teaterskoler i Europa opstod fra midten af 1700-tallet, men langt op i det 20. årh. var flertallet af skuespillere uden en formel T. Som elev på et teater fulgte og kopierede man typisk en af de ældre skuespillere, hvis rollefag man ikke sjældent endte med at overtage. Både i Frankrig og Tyskland blev der i 1700-tallet taget initiativer til skuespilleruddannelser. Det var dog undtagelsen, at sådanne skoler fungerede i mange år. Således blev også et par initiativer på Det Kongelige Teater kortvarige: Fr. Schwarz’ Dramatiske Selskab 1777-79 og Knud Lyne Rahbek og Michael Rosings ‘planteskole’, Den Kongelige Dramatiske Skole 1804-15, som begge fik stillet Hofteatret til deres rådighed. Herefter var uddannelsen af skuespillere ved Det Kongelige Teater baseret på elevinstruktører (indført i begyndelsen af 1770'erne) eller de blev rekrutteret fra balletskolen, som blev oprettet 1771. Først 1886 blev Det Kongelige Teaters Elevskole oprettet.

Stanislavskij er formentlig den teaterpædagog, der har haft størst betydning for moderne T. Hans system, der bestod af indre og ydre teknikker, som skulle hjælpe skuespillere til at fremkalde en skabende tilstand, udvikledes gradvist i begyndelsen af 1900-tallet i tilknytning til det praktiske arbejde ved forskellige studioer på Moskva Kunstnerteater (MXAT). Amerikanerne lærte om Stanislavskij-systemet gennem den russiske emigrant Richard Boleslavski som s.m. Maria Ouspenskaya i New York i 1923 grundlagde American Laboratory Theatre (ALT), hvis elever, Stella Adler og Lee Strasberg, hver især gennem deres skoler prægede generationer af amerikanske (film-)skuespillere. En yderligere inspiration til først engelsk, siden amerikansk, skuespilkunst kom med Stanislavskij-eleven Michael Chekhov, der 1930-38 ledede skuespillerskolen Dartington Hall i England og i 1939 emigrerede til USA. Meyerhold, der også var elev af Stanislavskij, var som denne optaget af en fysisk metode – dog uden forsøget på at fremkalde bestemte følelser. Inspireret af både asiatiske teaterformer og commedia dell’arte søgte Meyerhold at træne skuespillere, der skulle afspejle den nye revolutionære tids menneske, og som via et biomekanisk system skulle bevæge sig med henblik på en teatralsk effekt. Stanislavskij og Meyerhold fik stor betydning for eksperimenterende teaterfolk i anden halvdel af 20. årh., som bl.a. Jerzy Grotowski og hans elev Eugenio Barba, der begge etablerede laboratorieteatre. På Barbas Nordisk Teaterlaboratorium for Skuespilkunst/Odin Teatret optog man tidligere med ure gelmæssige mellemrum elever til en 4-årig T. I Danmark erstattede Statens Teaterskole i 1968 Det Kongelige Teaters Elevskole og Privatteatrenes Elevskole i Kbh. og udgjorde herefter sammen med skuespillerskolerne ved landsdelsscenerne i Odense og Århus og Det Kongelige Teaters uddannelser, Den Kgl. balletskole (opr. 1771) og Operaakademiet (oprettet 1956), de offentligt støttede T i Danmark. Teaterloven af 1970 havde imidlertid en bestemmelse om mulighed for tilskud til eksperimenterende teateruddannelse og herfra fik først Odin Teatret 1971 og siden Tukak Teatret 1975 støtte til deres T. En alternativ T – uden offentlige tilskud og med socialistisk udgangspunkt – eksisterede i begyndelsen af 1970'erne i tilknytning til Fiolteatret, og en mere markedsorienteret, alternativ T fandtes ved ABC. Fra slutningen af 1970'erne dukkede gradvist flere kursusbaserede, alternative T frem, hvoraf de fleste er orienteret i retning af et mere fysisk teater eller et performancemiljø. En af de få ikke-statsstøttede T, som har overlevet siden starten i 1985, er School of Stage Arts – SOSA, som er knyttet til Teatret Cantabile 2 i Vordingborg. Også på højskoleområdet har der været interesse for T. Herning Højskole markerede sig i 1970'erne med tilknytning til DATS og med en dramalederuddannelse, og i slutningen af 1990'erne koncentrerede bl.a. Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater og Rødkilde Højskole, der fra 1998 kaldte sig Den europæiske teaterhøjskole, sig om skuespilkurser, som eleverne ikke sjældent brugte som forberedelse til en optagelsesprøve på teaterskolerne. Efter årtusinde skiftet er Performers House i Silkeborg kommet til med både musik-, teater- og danselinjer.

Foruden skuespillere og dansere (ved Skolen for Moderne Dans) uddanner Statens Teaterskole instruktører, scenografer, samt teaterteknikere (inden for specialerne lys, lyd, regi og produktion). Scenografer kan også lade sig uddanne på Danmarks Designskole og Kunstakademiet. Andre uddannelser inden for teaterteknik og -håndværk er uddannelsen til teater- og udstillingstekniker ved Århus Tekniske Skole (som er en erhvervsuddannelse) samt elevuddannelser på Det Kongelige Teater til teatermaler, møbelsnedker, modist og skrædder. Siden 1993 – først som forsøg og fra 2001 med permanent status – har der været en 3-årig dramatikeruddannelse ved Aarhus Teater. Uddannelse på dukketeaterområdet har i forskellige sammenhænge fundet sted i tilknytning til Thy Teater, som i 1996-2000 stod for en 2-årig dukkemagergrunduddannelse. Siden 2004 har Viborg Seminariets Thisted afdeling haft en animationslinje, som samarbejder med Thy Teater, der også selv afholder kurser mv. om dukke- og animationsteater.

I 1999 etablerede Kulturministeriet Uddannelsesrådet for film og teater, der bl.a. har til opgave at rådgive kulturministeren og holde sig orienteret om udviklingen og kvaliteten af uddannelserne.

Kulturministeriet støtter ligeledes et center for efteruddannelse af professionelle teaterfolk, på Odsherred Teaterskole.

Efter oprettelsen af Det Danske Musicalakademi i Fredericia i 2000 har der været øget fokus på uddannelsesbehovet på musicalområdet, og en rapport herom fra Kulturministeriet i 2006 anbefalede statsstøtte til en musicaluddannelse, hvilket blev virkeliggjort gennem finanslovsaftalen for 2007.

Bibliografi: Betænkning om teateruddannelserne i Danmark 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig