Afrika, At beskrive fællestræk for et helt kontinents teater er en tilnærmelse, og for at det skal kunne lade sig gøre, skal det præciseres, at der her udelukkende er tale om afrikansk teater syd for Sahara, da de muslimsk prægede arabiske forestillingstraditioner fra områderne nord for Sahara er markant anderledes. Tættere beskrivelser af de forskellige regioners særpræg kan ses i artiklerne om teater i hhv. Vestafrika, Østafrika og det Sydlige Afrika.

Det traditionelle udgangspunkt for en afrikansk opfattelse af begrebet forestilling kan forstås ud fra den østafrikanske swahiliterm ngoma, som er det samlebegreb, som musik, sang og dans forstås ud fra. Derudover er der til et traditionelt afrikansk forestillingsbegreb også altid knyttet en større eller mindre grad af publikums-deltagelse; enten i form af, at publikum simpelthen deltager i den seance, der udspilles, eller at publikum inddrages som et aktivt debatterende forum. Fundamentet for det afrikanske musikledsagede dansedrama er ritualet, hvoraf de vigtigste er bundet til de store overgange i livet; fødsel, initiering og død. I og med at den afrikanske livsfilosofi og religion er bundet op på et cyklisk princip, hvor forfædrene og de endnu ufødte spiller en lige så stor rolle som de nulevende, er det vigtigt bestandigt offentligt at forholde sig til disse instanser. I mange af disse dansedramaer er det simpelthen forfædre-manifestationer, der som maskedansere kommer til syne og til orde og herved fungerer som talerør og moralsk rettesnor for de deltagende. Trommerne, dansecirklen og maskeringen er de væsentligste dele af dette traditionelle udgangspunkt for et afrikansk teater.

Det afrikanske teater er altså i sin grundform belærende og moralsk. Selvfølgelig betyder kvaliteten af udførelsen meget, men det er indholdet før formen, der tæller. Dette har betydet, at et egentligt avantgardeteater er sjældent at finde på kontinentet. Det har også betydet, at det har været forholdsvis let for afrikanske dramatikere at indarbejde vestlige litterære former i den traditionelle skabelon.

Moderniseringen, vestliggørelsen, kolonitid, uafhængighed og globalisering har imidlertid rykket ved dette fundament og medført, at mange traditionelle former er forsvundet, og at nye er opstået i de kulturmøder, der har fundet sted. En egentlig konserverende holdning er svær at finde i nutidens Afrika, hvor de fleste aktive teaterfolk efter uafhængigheden nok arbejder med at vedligeholde de gamle traditioner på de få eksisterende teaterskoler, men i lige så høj grad koncentrerer sig om arbejdet med de nye teaterformer, der kommer ud af møderne med den vestlige kultur. Der findes kun i ringe grad et udbygget professionelt og kommercielt teater, da alle mulige former for interessegrupper til stadighed har været interesseret i at få fremstillet propagandistisk teater på kommissionsbasis. Derfor er store dele af det afrikanske publikum vant til at teater er gratis – og teaterfolk vant til, at de er lønnet af alt andet end billetindtægter. Egentlige teaterskoler er der ikke mange af. Til gengæld er sang, dans og musik en aktiv del af det afrikanske hverdagsliv, og det politiske/moralske/pædagogiske amatørteater er vidt udbredt. De fleste afrikanske teoretikere inden for området er samtidig udøvende kunstnere og oparbejder derfor semi-professionelle ensembler på undervisningsinstitutionerne.

Bibliografi: Banham, M & Gibbs, J & Osofisan, F African Theatre: Playwrights and Politics 2001 & African Theatre in Development 1999; Jeyifo, B Modern African Drama 2002; Layiwola, D African Theatre in Performance 2000; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Africa 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig