Vestafrika, De franske og engelske kolonistyrer delte området mellem sig. Det meste tog franskmændene sig af; Benin, Cameroon, Cote d’Ivoire (Elfenbenskysten), Mali, Senegal, Togo med de væsentlige undtagelser Ghana og Nigeria, som gik til englænderne. Ghana og Nigeria danner sammen med Senegal regionens kulturelle centre. Der er i alle landene i høj grad tale om de samme kulturelle fundamenter. I de gamle, til en vis grad stadigt eksisterende kongedømmer, er der udbredt tro på en guddom, der i yoruba-traditionen (Nigeria) hedder Ogun, og som både er en skabende og destruktiv kraft, der styrer vækst, fertilitet og død og hersker ved hjælp af metallet, hvorfor smede og metalhåndværk er i høj kurs. Man er – traditionelt set – også fælles om en matriarkalsk arvefølge de fleste steder, hvilket betyder, at kongens moder (og hendes slægt) i kongedømmerne har en central plads dels som den, der har været aktiv ved udvælgelsen og indsættelsen af den siddende konge, dels som den, hvis slægt igen skal være det ved indsættelsen af den nye, der jo så igen skal komme fra hendes slægt. Når kongen, kongens kone (dronningen) dør, er deres fælles afkom altså ikke tronarvinger. Denne markante position for magtens kvinder gør sig også gældende i det samlede kulturelle billede og derfor også i de tematikker, som tages op af mange af regionens teaterproduktioner.

Sideløbende med denne tradition har man i Vestafrika den mest markante brug af masker. Her er faste festivaler, hvor forfædre-ånder materialiserer sig i form af maskebærere, som mødes med almindelige nulevende til store sammenkomster, der strækker sig over flere dage. Her udføres selvfølgelig traditionelle danseceremonier, som stadig eksisterer lyslevende i regionen, hvor mange mennesker ved siden af deres almindelige liv også har et liv som dansere/musikere/performere i en gruppe, der lader sig engagere til at understrege en eller anden festlighed i familien, klanen eller landsbyen.

Griot-funktionen er også signifikant for området. Grioten er central i rollen som traditionsbærer. Han eller (ofte) hun kan de historier, som konstituerer kulturen, kan et uoverskueligt antal ordsprog og sproglige omskrivninger, der præcist aftegner traditionelle kulturelle mønstre. Desuden er grioten velbevandret i kongers arvefølge og statens affærer. Grioten optræder som talsmand for kongen, som man ikke kan adressere direkte og som heller ikke tiltaler menigmand direkte. Der er altså bevaret mange traditionelle kulturelle udtryksformer og regler for samvær i de vestafrikanske samfund.

Endnu et fællestræk for de fleste vestafrikanske lande er den væsentlige muslimske indflydelse, der gør sig gældende.

I Nigeria kan Wole Soyinka, Femi Osofisan og Pedro Obaseki derfor alle skrive traditionel vestlig litterær dramatik med motiver hentet fra den tradition, som de lever i. Deres stykker udmærker sig ved at foregå i nutiden, at tage moralsk udgangspunkt i traditionen og derved konfrontere den umiddelbare samfundsmæssige situation. De gamle kongedømmer, der nu udgør forskellige etniske mindretal i Nigeria, har med deres levende historietradition og specielle ordsprogsfyldte sprogdragt givet inspiration til mange teaterstykker, hvor kritik af nuværende magthavere har fået sit slet skjulte udtryk. Soyinka, Osofisan og Obaseki kan frit referere til historien og antyde politiske budskaber – og alle kan de også referere til kvinders position i samfundet sat ind i en traditionel kulturel kontekst. I Lagos findes der kommercielle teatre, som mest spiller soap operas, men ellers er spillepladserne for de litterære forestillinger fortrinsvis universiteternes scener og de respektive nationale scener.

I Ghana kunne Efua Sutherland og kan Ama Ata Aidoo også trække på en righoldig folkelig kultur, når de skriver deres stykker. Sutherland kan skrive dramatik bundet til folke-eventyrenes uendelige historier om Ananse, den lille snedige edderkop, der altid narrer sine fjender. Disse folkeeventyr, der i andre dele af Afrika har andre protagonister, såsom haren og skildpadden, er en del af omdrejningsaksen i afrikansk selvforståelse. Her kan man ikke stole på andre end sig selv – det gælder om at være snedigere end de andre, da alle forsøger at snyde hinanden. Disse historier er vigtigt fællesgods i den ghanesiske forestillings-tradition, concert parties, der formmæssigt ligger tæt op ad den nigerianske yoruba opera, og begge har et fælles udspring i apidan (Nigeria), der yderligere kan sammenlignes med koteba (Mali) og vichekesho (Tanzania) fra den anden side af kontinentet. Alle er de løst opbyggede forestillinger med komiske, satiriske og seriøse indslag afbrudt af danse – og musikseancer – og åbne for enhver form for publikumsdeltagelse.

Aidoo skriver klart litterær dramatik influeret af europæiske normer, men transformeret ind i en kulturel ramme og udstyret med en traditionel æstetiks sprogdragt. Hun har markeret sig kraftigt både politisk og ikke mindst kønspolitisk og har været nødt til at forlade landet. Ellers er det danseteatret med Francis Nii-Yartey som leder af National Theatre i Accra, der har markeret Ghana internationalt i teaterlandskabet.

Et væsentligt navn såvel internationalt som i vestafrikansk sammenhæng er Were Were Liking, der er født i Cameroon, har boet i Cote d’Ivoire og arbejdet med musik og dans i teatersammenhænge overalt i regionen.

Senegal, som udgør et tredje kulturelt kraftcenter i regionen, har siden uafhængigheden, hvor forfatteren og filosoffen Leopold Sédar Senghor blev præsident, haft et markant teaterliv. Det er dog først og fremmest baseret på et meget vestligt (fransk) inspireret litterært teater, selvom wolof hurtigt vinder indpas som sproget, som stykkerne spilles på. Allerede i 1955 oprettes The Palace Theatre i en restaurant i Dakar ledet af M S Senghor. I 1965 oprettes Daniel Sorano National Theatre i Dakar, som i en årrække stod for produktioner, der nåede verden rundt. Siden 1990'erne har der dog været væsentlige økonomiske nedskæringer, og teatret har mistet både sin internationale og sin nationale status. I teatrets storhedstid opførtes i 1984 bl.a. en dramatisering af Aminata Sow Falls verdensberømte roman La gréve des Battus (Tiggernes strejke) fra 1979 under navnet Batu Cassé. Stykket tematiserer fattigdom, politikerhovmod og flerkoneri over for en oprigtig respekt for såvel kvinder som for essensen i den muslimske religionsopfattelse.

Bibliografi: Barber, K & Collins, J & Ricard, A West African Popular Theatre 1997; Obafemi, O Contemporary Nigerian Theatre 1996; Dugga, V S Creolisations in Nigerian Theatre; Banham, M & Gibbs, J & Osofisan, F African Theatre – Playwrights and Politcis 2001 & Women 2002; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre – Africa 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig