Canada

Canada, Den franske kolonisering af Canada, som blev indledt i 1534, og senere den engelske, indledt 1672, indvarslede ikke blot en næsten total udryddelse af landets oprindelige indianske befolkning, men også tabet og forståelsen af de rituelle danseog maskedramaer, som disse præ-kolonistiske kulturer praktiserede. Kun Canadas nordøstlige inuitbefolkning har bibeholdt dele af de oprindelige traditioner, riter og dramaer, som i vid udstrækning er beslægtet med de grønlandske. Canadisk teater og dets traditioner kan efter den europæiske kolonisering opdeles i to: en fransk og en engelsk, som dog stilistisk og genremæssigt er delvist smeltet sammen i tiden efter 2. Verdenskrig.

Fransksproget teater: 1603-1763 var området omkring Québec fransk koloni. Den første opførelse af et europæisk præget drama var opførelsen af den franske jurist og forfatter Marc Lescarbots fortælling Le Théâtre Neptune en la Nouvelle-France i Port Royal, Acadia 1606. Opførelsen, en såkaldt réception, blev fremført af soldater og indbyggere i anledning af, at byens ledere kom tilbage efter en lang ekspedition. Réceptions var en populær fransk teaterform, som især blev opført på jesuitterskoler for at byde delegationer velkommen. Det tyndt befolkede – og i stigende grad – stærkt katolske område udgjorde et dårligt grundlag for scenisk aktivitet. Nogle få jesuitter-réceptions samt overklassens opførelser af franske klassikere var stort set udbuddet, indtil biskop Jean-Baptiste de Saint-Vallier med udsigten til en opførelse af Molières Tartuffe i 1694 nedlagde totalt forbud mod teater, hvilket fik betydning for teatret i det fransksprogede område indtil slutningen af 1700-tallet.

Efter englænderne overtog kolonien i 1763, lod de indbyggerne fortsat opføre teater på fransk, og i 1790 blev det første permanente teater i Canada åbnet, Théâtre du Marché au Foin i Québec, hvor også den første indfødte dramatiker, Pierre Petitclair opførte sine Molière-inspirerede værker. Den katolske kirke udøvede stadig streng censur af teatrene; det kunstneriske niveau hævede sig sjældent over amatørplanet, og mange dramatiske værker blev kun opført som læsedramaer. Stor betydning fik det imidlertid, at franske teatergrupper begyndte at turnere i C fra midten af 1800-tallet, kulminerende med Sarah Bernhardts seks omkostningskrævende turnéer fra 1880-1906. Dramatikere og teatergrupper skød op med melodramaer, komedier og samtidsdramatik med overvejende nationalistiske temaer. Efter 1. Verdenskrig faldt efterspørgslen på fransksproget teater markant, i takt med at engelske stumfilm og senere amerikanske talefilm erobrede markedet. Imidlertid blev radioteater uhyre populært, og mange dramatikere fandt deres levebrød her. Tendensen vendte dog efter 2. Verdenskrig, med Gratien Gélinas’ Tit-Coq i 1948, som markerede det moderne teaters indtog i det fransksprogede område. Med inspiration fra fx Jean Anouilh og Ionesco dukkede en lang række lokale dramatikere op: Jacques Languirand og Jacques Ferron og samtidsdramatikere som Michel Tremblay og Marie Laberge samt ikke mindst instruktøren og skuespilleren Robert Lepage. Periodens vigtigste teatre er i Montreal Rideau Vert fra 1948 og Théâtre du Nouveau Monde fra 1951, og i Toronto Théâtre Passe Muraille fra 1968.

Engelsksproget teater: 1763 trådte englænderne ind som koloniherrer og 1867-1931 blev kolonien ændret til dominion. De første engelsksprogede opførelser skete på foranledning af udsendte militærfolk og med soldater som skuespillere. Først i 1833 skrev og opførte en indfødt engelsk-canadier, William Rufus Blake Fitzallan i Halifax, hvor også områdets første teater, Grand Theatre, blev bygget i 1789. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte berømte engelske skuespillere at turnere og under indtryk af disse forblev repertoiret overvejende engelsk fra Shakespeare til korte farcer. Over hele landet skød store repertoireteatre op med faste ensembler, mængder af amerikanske turnéer rejste rundt, og tiden fra 1880 betegnes som populærteatrets guldalder. Først med oprettelsen i 1919 af The Hart House Theatre i Toronto kom landets egne dramatikere rigtig til orde og vejen var banet for et nationalt canadisk teater. Men i mellemkrigsårene overtog filmen publikum, og som med det fransksprogede teater var det kun radioteater, som havde en reel betydning.

Efter 2. Verdenskrig tog udviklingen imidlertid fart, og overalt i landet blev der spillet teater, først europæiske dramatikere, siden canadiske. Afgørende betydning fik The Stratford Festival i Ontario, som åbnede 1953 og som i dag er en af verdens førende teaterinstitutioner. Muligheden for at vise professionel international teaterkunst udfordrede landets teaterfolk til egne produktioner, og i 1970'erne opstod et alternativt teater med fokus på canadiske dramatikere som George Walker og David French, Sharon Pollock og Judith Thompson. Alene i perioden 1970-72 blev der opført over 200 canadiske værker. Et bredere samarbejde mellem landets franske og engelsksprogede teater førte i 1960 til oprettelsen af Montreals tosprogede teaterskole, National Theatre School, og samarbejdet mellem landets øvrige teater- og dramauddannelser, på tværs af sprogene, er siden da vokset støt. Den voksende solidaritetsforståelse mellem landets tosprogede teater har også resulteret i, at Cs egen moderne dramaproduktion i stigende grad sætter fokus på nationale og ofte præ-kolonistiske forhold. Dette kan ses som en reaktion mod den stadigt mere populære amerikanske teaterindustri, som med store Broadway-produktioner går på strandhugst hos publikum på bekostning af det alternative og nationale teater.

Bibliografi: Ball, J & Plant, R Bibliography of Theatre History in Canada 1993; Benson, E English-Canadian Theatre 1987; Hare, J Le Théâtre canadien français 1976.