Wooster Group, etableret i 1975 i Performance Garage i 33, Wooster Street i New York som afløser for Performance Group. Den kunstneriske leder er Elizabeth LeCompte og performerne er Willem Dafoe, Jim Clayburgh, Spalding Gray, Ron Vawter, Kate Valk, Peyton Smith samt teaterteoretikeren Michael Kirby. WGs særkende er en usædvanlig podning og genbrug af forskellige traditioner og stilarter lige fra modernistiske tekster til popkunst, filmdramaturgi, japanske bevægelsesformer og underlige danse. Hensigten har ikke på noget tidspunkt været at skabe en tekstrepræsentation, tværtimod er målet den uforudsigelige, tvetydige, ufærdige og ofte tilfældige montage, som dog er meget præcist og disciplineret udført. En af de vigtige opførelser er Brace Up 1991, efter Tjekhovs Tre søstre, som markerer sig ved at være under permanent udvikling; skuespillerne går synligt ind og ud af rollerne, forandrer spillemåde og forholder sig på forskellig vis til rollen som fænomen. Visse roller repræsenteres kun på video i tv-format. Andre produktioner er Fish Story 1 & 2 1994 (work-in-progress på Århus Festuge 1993), baseret på dels Eugene O’Neills Emperor Jones, dels på sidste akt af Tre søstre. House/Light 1999 (work-in-progress Kanonhallen 1997) er en podning af Gertrude Steins Dr. Faustus Lights the Lights og Joseph Mawras action-kitsch-film fra 1964 Olga’s House of Shame som mixer sceneaktion med film og video.

Bibliografi: Lehmann, N Dekonstruktion og Dramaturgi 1996; Savran, D Breaking the Rules 1988.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig