teatertegning

© Hans Bendix

Teatertegning. Hans Bendix’ tegning af Bodil Ipsen som Mor Sigbrit i Kaj Munks Diktatorinden Det Kongelige Teater 1938. Svend Methling instruerede.

teatertegning, illustration som ledsager avisens anmeldelse. I Ts storhedstid, dvs. hele 1900-tallet, valgte de større aviser ofte at erstatte teatrenes pressefotos med en tegning, udført af deres egen bladtegner, hvorved forestillingen vurderedes dobbelt; af såvel tegner som anmelder.

Karikaturtegningen fik i løbet af 1800-tallet en fast plads som satirisk illustration i tidsskrifter, som bl.a. Peter Klæstrups i Corsaren fra 1840, og op gennem århundredet blev tegninger fra byens teatre, enten et kostume eller en kendt skuespiller i maske, gengivet i magasiner som Punch (1873-95), Klods Hans (1899-1926) og Blæksprutten (fra 1889). Med rotationspressen blev illustrationer i en daglig avis en mulighed, og 15.11.1898 trykte Politiken den første egentlige teatertegning: Rasmus Christiansens tegning fra genopsætningen af Oehlenschlägers Hakon Jarl på Det Kongelige Teater. Omkring 1910 blev det muligt at reproducere fotografier i rimelig kvalitet, og de følgende 10 år afmattedes interessen for bladtegning. 1913 begyndte Berlingske Tidende at bringe illustrationer i avisen; fra 1914 med Storm Ps (Petersen) tegninger og fra 1915-51 med Gerda Ploug Sarp, som blev den første, der tegnede fra teatret, uden at det dog blev en del af anmeldelserne. Fra 1920'erne blev det almindeligt for såvel hovedstadssom provinsaviser at have en fast teatertegner. 1920 kom Herluf Jensenius til BT og gik i 1934 over til Berlingske Tidende, hvor han blev til sin død i 1966. På Politiken tog Valdemar Andersen over fra Rasmus Christiansen 1915 og fik fra 1920-47 følgeskab af skuespilleren Valdemar Møller, hvis indgående kendskab til skuespillerens mimiske virkemidler banede vejen for karikaturen forstået som en karakteristik af skuespilleren i sin rolle; T udtrykte her en borgerlig kunstopfattelse, hvor interessen hos beskueren lå i karikaturen af kendte skuespillere.

© Erik Werner

Teatertegning. Erik Werners tegning af Ghita Nørby og Ulf Pilgaard i Holbergs Den Vægelsindede på Det Kongelige Teater 1984. Emmet Feigenberg instruerede.

1950 kom Hans Bendix til Politiken og introducerede efter fransk forbillede en tilsyneladende flygtig streg til beskrivelsen af det flygtige øjeblik. Bendix blev stilistisk ikon for en hel generation af tegnere på forskellige danske dagblade: Otto Nielsen (BT), Fritz Bruzelius (Kristeligt Dagblad), Kai Christensen (Fyns Stiftstidende), Erik Sørensen (Jyllands-Posten), Erik Stender (Ekstra Bladet), Hans Lollesgaard (Aktuelt), Eiler Krag (Århus Stiftstidende) og Erik Werner (Berlingske). Sidstnævnte har i over et halvt århundrede skildret ‘mennesket i rollen i stykket’ som et anmeldelsens supplement. Hermed fik både anmeldelsen og avissidens grafiske udtryk en ny dimension; tegneren kunne med sin beskrivelse af figuren perspektivere anmeldelsen samtidig med at afbalanceringen mellem tekst og tegning kunne varieres i det uendelige og tilpasses forestillingens genre eller betydning.

I 1960'erne kom en ny generation af tegnere; Tove Nørgaard (Jyllands-Posten), Flemming Nyborg (Politiken), Ingrid Larsson (Frederiksborg Amtsavis) og Annette Carlsen (Kristeligt Dagblad), Kurt Westergaard (Jyllands-Posten) samt Claus Seidel (Land og Folk, BT) og Per Marquard Otzen (Information), som viste nye veje ved at inddrage scenografien i tegningen og derved se forestillingen som en helhed og ikke blot fokusere på kendte hoveder. Men omkring årtusindskiftet havde ingen danske dagblade fastansatte teatertegnere. Kun Politiken med Flemming Nyborg og Weekendavisen med Erik Werner bringer jævnligt tegnerledsagede anmeldelser.

© Claus Seidel

Teatertegning. Claus Seidels tegning af Ove Sprogøe i Strindbergs Spøgelsessonaten Betty Nansen Teatret 1989. Staffan Valdemar Holm instruerede.

T forstået som tegnet i teatret under forestillingen er en eksklusiv skandinavisk tradition. I Sverige var T meget anvendt i dagspressen indtil 1960'erne med navne som Hjalmar Eneroth i Svenska Dagbladet, Knut Stangenberg både i Svenska Dagbladet og Dagens Nyheter, Georg Lagerstedt i Stockholms Dagblad, Margareta Sylwan og Walter Nordgren i Dagens Nyheter. I Norge har traditionen ligesom i Danmark holdt sig helt op til årtusindskiftet, og her har de markante teatertegnere været Randi Monsen i Arbeiderbladet, Toralf Klaumann, som også var skuespiller, Gösta Hammarlund og Arne Nøst i Dagbladet, Salo Grenning i Verdens Gang, Ulf Aas i Aftenposten, Edle Krog i Morgenbladet, Hans Normann Dahl i Friheten og Gro Finne i Klassekampen.

Bibliografi: Nørregaard-Nielsen, H E Avisens håndskrift 1983; Schmidt, P & Seidel, C Flygtige sekunder 1998; Schyberg, F Herluf Jensenius Teatertegninger 1943; Wiingaard, J ‘Illustration og teaterkritik’ i Bolvig, A Teatrets tegninger 1983.

Artiklen teatertegning er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk