Titus Maccius Plautus

Titus Maccius Plautus, ca. 250-184 f.Kr., romersk komediedigter. P bearbejdede den nye, attiske komedie til det romerske publikum. Handlingsstrukturen, temaerne, karaktererne og deres græske navne, miljøet og kostumerne går igen. Men kærlighedsintrigerne er langt mere varierede og der er mere skæg, gøgl og sjofelhed end hos forbilledet. Samtidig opdyrker han handlingselementer som bortførelse, forklædning, forveksling, fordækt overvågning, rolleombytning og dobbeltgængerrelationer, som skaber vildrede om, hvad der er sandt og falsk; høj og lav; tragisk og komisk. Han tilføjer nye scener, grov farce, livlige ordspil og sangpartier – op til én tredjedel af dialogen kan være sang (cantica). Hos P træder de karakterer frem, som bliver faste figurer i den senere komedie: de unge elskende, den forstokkede og gerrige far, den ødsle søn, den godhjertede hetære (luder), den snu snylter, den pralende soldat. Ikke mindst forædler han den listige og hurtigt løbende slave, som er sin herre intellektuelt overlegen, men som forbliver tro mod ham selvom han kvajer sig, som ikke er bange for at henvende sig direkte til publikum og kritisere urimeligheder (dog ikke slaveriet!) og som behændigt reder trådene ud i den indviklede intrige. 21 komedier af P er bevaret, alle formentlig skrevet mellem 205-184 f.Kr. De mest kendte er: Amphitryon, Den pralende soldat, Spøgelset, Tvillingerne, Perseren, Fangerne, Det forheksede hus, Skatten, Casina. Grundlag for den europæiske komedie efter renæssancen hos bl.a. Shakespeare, Goldoni, Molière og Holberg.

Bibliografi: Lefévre, E Die Römische Komödie. Plautus und Terenz 1973.