Asien

Asien, Verdensdelen strækker sig fra Pakistan i vest til Japan, Filippinerne og Indonesien i øst og rummer med sine 3,5 milliarder mennesker halvdelen af verdens befolkning. A kan opdeles i regioner, alt efter politisk eller kulturel samhørighed – her er det den kulturelle samhørighed, der betinger opdelingen: 1) Centralasien, som består af Sibirien øst for Ural, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan, der er uden væsentlig teatermæssig interesse, 2) Sydasien (Pakistan, Indien, Bangladesh, Nepal, Tibet og Sri Lanka), som betegnes som kulturens vugge, hvor de store religioner buddhisme og hinduisme opstod, 3) Østasien (Kina, Korea, Japan og Taiwan), hvis filosofiske tankesæt er præget af konfuzianismen og 4) Sydøstasien (Myanmar (tidl. Burma), Thailand, Cambodja, Vietnam, Filippinerne, Malaysia og Indonesien), som har blandet kulturelle påvirkninger fra såvel Sydasien som Østasien.

Intense kulturudvekslinger præger hele området, hvor handelsfolk og kunstnere både til søs og over land har bragt filosofiske tanker og kulturelle udtryksformer med sig, så fx indisk dans har spor helt ud til Indonesien via Thailand og Malaysia, kinesiske maskedanse er spredt til Korea og Japan og vietnamesisk musik bærer præg af japansk, taiwanesisk og filippinsk musik.

Det var ikke usædvanligt at hoftrupper blev hjembragt som krigsbytte, hvilket bl.a. fik afgørende betydning for udviklingen af scenekunst i Myanmar, Thailand, Cambodja og Indonesien. I de seneste århundreder har kolonimagter bragt vestlige teaterformer med sig, som med vekslende held har introduceret ordteatret i det ellers musikalsk, fysisk og episk baserede asiatiske teater. De asiatiske teaterformer fremstår som en symbiose af flere forskellige kunstformer, sang, dans, mime, maskekunst og kampkunst, hvor den ydre udtryksform kan være dukketeater, musikteater, danseforestillinger, skyggespil mv. Ordteater i den vestlige betydning findes ikke i de oprindelige teaterformer, kun i form af fortællekunst. Størstedelen af asiatiske teaterformer er bygget op over dans, primært i Syd- og Sydøstasien, mens andre er baseret på sang, fortrinsvis i Østasien. Maske- og dukkedrama findes i hele området.

Opførelsespraksis og publikumsreception adskiller sig væsentligt fra vestligt teater. Spillestilen er stærkt stiliseret; med udspring i shamanistiske ritualer og urdrama er performeren et medie, som ud fra æstetisk-symbolske værdier overleverer folkelige myter og fortællinger i et stærkt kodificeret sprog, hvorved udførelsen får det primære fokus på bekostning af teksten, som er alle bekendt. I de ofte nat-lange forestillinger kan publikum derfor gå til og fra forestillingerne og udvælge de passager som er særligt betydningsfulde. Performeren bliver oplært fra barnsben i et mesterlæresystem og i mange former som kathakali, Peking opera, kabuki og nō er det mænd, der udfører kvinderollerne, hvor det i andre former, som fx i visse balinesiske, er kvinder der udfører alle roller.

Indusdalen, som strækker sig langs den indiske grænse mod Pakistan, anses med Harappakulturen 2500-1500 f.Kr. for at være udgangspunktet for den asiatiske kultur. Området var beboet fra 3000 f.Kr., men blev ca. 1000 f.Kr. invaderet af ariere, indo-europæere, som kom fra Afghanistan og bragte sproget sanskrit med sig. Her udvikledes bl.a. et system af ritualer og religiøse aktiviteter, som senere manifesterede sig som hinduisme. De myter og legender, som knyttede sig til hinduismen, bl.a. i de to epos Mahabharata og Ramayana, blev en central del af sanskrit-dramaet og spredte sig siden som tekstgrundlag til resten af verdensdelen. Ca. 500 f.Kr. opstod buddhismen, som trivedes side om side med hinduismen, og som fra Nord-Indien spredtes over A i to hovedretninger: hinayana (den lille vogns buddhisme) sammen med hinduismen i Sydøstasien og mahayana (den store vogns buddhisme) i Kina, Korea, Japan og Vietnam. Inderne var et aktivt handelsfolk, som flittigt besejlede Sydøstasien, ca. 100 e.Kr. findes de første beretninger om hindukonger i Cambodja. Ca. 900 e.Kr. var store dele af Sydøstasien op til Nord-Vietnam hinduiseret. De blev vel modtaget, da de bragte sofistikerede filosofier, skriftsprog og kulturvaner med sig, og fik dermed afgørende indflydelse på dansen, som op til i dag bærer umiskendelige træk af den indiske kultur. Samtidig florerede hinayana-buddhismen, hvor især jataka-fortællingerne, lignelser om Buddha, blev en del af den performative kultur.

Ca. 1000 e.Kr. invaderede muslimerne Indien, og med islams billedforbud gik scenekunsten trange tider i møde, hvorimod musikken hentede megen inspiration i den arabiske kultur. Buddhismen forsvandt fra Indien, men i landregionerne voksede hinduismen og sanskrit sig stærk og understøttede dansen, hvis ældste former er kutiyattam og bharata natyam. Muslimerne fortsatte deres erobringstogter i Sydøstasien og fortrængte hinduismen og buddhismen; ca. 1400 var Malacca-halvøen totalt islamiseret og ca. 1600 også Indonesien, Ny Guinea og det sydlige Filippinerne, hvilket igen fik betydning for scenekunsten. Omvendelsen blev dog dér udført af indiske muslimer, som var knap så dogmatiske i deres religiøse fremfærd og i et vist omfang tolererede den dramatiske kunst. I Indonesiens teater, wayang, skiftede man det levende teater, wayang kulit, ud med dukketeater, wayang golek, og mistede dermed ikke den performative kunst, som til dato er meget stærk. På Bali lykkedes det dog at holde stand mod islam, til dato er øen hinduistisk og dansetraditionen intakt.

802 e.Kr. grundlagde den javanesiske hinduPrins, Jayavarman II, Khmer-riget i Cambodja med Angkor Vat som hovedstad; det eksisterede i 600 år. Med sig bragte han tusindvis af dansere, som på baggrund af indisk-inspireret dans lagde grundstammen for cambodjansk dans. I 1353 overmandede thaierne khmererne og hjembragte hele hoftruppen som krigsbytte. Herfra dateres den klassiske thai-dans. I 1767 hjemtog burmeserne, som i århundreder havde ligget i krig med thaierne, hele thaihoffets dansetrup, som blev sat til at undervise de burmesiske dansere. Således blev både de hinduistiske fortællinger og de javanesiske prins Panji-historier en grundbestanddel af de klassiske dansetraditioner i Sydøstasien. Da Angkor Vat blev udslettet 1431, mistede riget også sin dansetradition; den blev genindført af thai-dansere i 1700- og 1800-tallet.

Buddhismen spredtes nordover via Nepal og Tibet, hvor buddhistiske dansedramaer, hhv. mani-rimdu og ache lhamo stadig danses, og videre til Kina, hvor den blev kendt allerede i Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) og fik fodfæste i det 6. årh. som en dominerende filosofi ved siden af kongfuzianismen (fra 500 f.Kr.) og daoismen (fra 100 e.Kr.). Den indiske dans og sanskritdramaet fulgte med, men har kun indirekte, gennem buddhismen, haft betydning for det kinesiske teater. Tang-dynastiet (618-907 e.Kr.) var et åbent, kosmopolitisk styre, som modtog kunstnere og handelsrejsende fra både nord og syd. Musikere, dukkeførere og performere rejste fra Mellemøsten og Sydasien langs Silkevejen lige ind i Kinas hjerte, mens koreanere og japanere kom fra nord for at lade sig inspirere. Flere danseformer som fx koreanske kiak, som kom til Japan som gigaku, var oprindelig indiske tempeldanse, som fulgte med buddhismen gennem Østasien ligesom japanske bugaku er hentet i Kina under Tang-dynastiet. Flere århundreder senere, i 1285, overtog Kublai Khan det nordlige Vietnam og bragte med sig kinesiske skuespillere og musikere, som lagde grunden til det vietnamesiske hofteater, hat boi.

Ved indgangen til det 20. årh. var hele Sydøstasien, med undtagelse af Thailand, koloniseret. Missionerende kristne og påvirkninger fra den vestlige kultur gjorde i hele A alvorlige anslag mod den traditionelle kunst, som stadig kæmper en daglig kamp for overlevelse og for ikke at ende som museumsteater. Naturalismen og det vestlige ordteater har fortsat trange vilkår; de unge kunstnere arbejder på at forbinde tradition og fornyelse i nye opførelsesformer, hvor ikke mindst interkulturalismen, som en årtusind gammel tradition i A, er central.

Bibliografi: Bowers, F Theatre in the East 1960; Brandon, J The Cambridge Guide to Asian Theatre 1993 & Theatre in Southeast Asia 1966; Asian Theatre Journal 1984-.