Japan, Det japanske teater tager sit udgangspunkt i en legende om solgudinden Amaterasu O-mikami, ur-moder til den japanske kejser, som efter et skændsmål med sin bror trak sig ind i en hule, hvorved landet blev omsluttet af mørke. En af de andre gudinder forsøgte at vække hendes nysgerrighed ved at danse obskøne danse, og det lykkedes, så hun igen kom ud af hulen, og lyset kom tilbage til landet. Detaljerne om denne dans minder i udstrakt grad, med undtagelse af det obskøne, om den ældste kendte dans i J, kagura, som blev og fortsat bliver opført i forbindelse med shinto-messer. Andre elementer i kagura-dansen stammer tilbage fra shamanistiske ritualer og har sat sine tydelige spor i senere teaterformer som og kabuki. I shamanistiske danse fra Korea, fx, ses performere bevæge sig ind på det hellige område, dansepladsen, ad en lang smal sti på samme måde som nō-skuespillere nærmer sig scenen via en bro, hashigakari, og kabuki-skuespillere poserer på en tilsvarende bro, hanamichi. Tæppet foran det bagvedliggende spejl-rum, hvor skuespilleren samler koncentration til forestillingen, kan betragtes som indgangen fra himlen ud til verden, mens broen er vejen til jorden og scenen den verdslige verden. Andre danse blev introduceret fra Korea; gigaku, som oprindelig var en kinesisk dans, kom til J i 612 e.Kr. med en koreansk danser, Mimashi. Gigaku var en maskedans og indgik i de buddhistiske riter. Omkring 1400-tallet blev den imidlertid fortrængt af den kinesiske dans bugaku, som kom til J samtidig som gigaku; men hvor gigaku blev opført i templerne, blev bugaku opført ved hofferne.

Datidens folkelige former, som blev de direkte forløbere for og kabuki, kaldtes sangaku, som opstod som markedsunderholdning i 700-tallet og udvikledes til sarugaku (‘abe-musik’), komiske og ofte meget erotiske, mimiske opførelser. Dengaku var en landsbydans, som tog sit udgangspunkt i risplanterdanse, og som iblandet akrobatik blev opført bl.a. ved markering af de forskellige årstider. Under buddhistisk indflydelse spredte den sig til både templer og hoffet, men stadig som ren dans. De to former blandedes til hhv. dengaku-no-nō og sarugaku-no-nō og blev direkte forløbere for nō. Omkring 1375 inviterede shogunen Yoshimitsu danseren Kanze Kan’ami Kiyotsugu og hans talentfulde søn Zeami til hoffet i Kyoto. Her fik de ro til med udgangspunkt i både zen-buddhisme og shintoisme og med inspiration fra datidens andre opførelsesformer at udvikle . Nō blev en populær form for såvel høj som lav indtil begyndelsen af 1600-tallet, hvor den blev forbeholdt overklassen. Skuespillerne blev ophøjet til samurai-klassen og forfinede i dén grad opførelsespraksis, at en nō-forestilling i 1800-tallet varede tre gange så lang tid som på Zeamis tid. Sideløbende udvikledes kyogen, komiske en-aktere, som blev opført både separat og som en del af nō-forestillingen – hvorved den benævnes nogaku.

Behovet for folkelig underholdning blev større, efterhånden som nō blev mere elitær, og da tempeldanserinden Okuni i 1603 opførte en avantgarde-dans i et udtørret flodleje i Kyoto og kaldte den kabuki, var grunden lagt til en farverig, action-præget, uortodoks totalteaterform, som i modsætning til alle andre teaterformer var baseret på samtidsdramatik. Men der gik ikke længe, før det voldsomt kontrollerende Togukawa-shogunat lagde hindringer i vejen for kabukis udfoldelse: 1629 blev kvinder forment adgang til scenen, og da deres roller blev overtaget af drenge, blev også de bandlyst som skuespillere i 1652. Siden har kabuki været spillet udelukkende af voksne mænd og især været berømmet for deres mandlige kvinderollefremstillere, onnagata. Kabuki blev en uhyre populær underholdningsform for alle samfundslag. Sideløbende brød dukketeatret frem. Fra slutningen af 1500-tallet blev dukker, som kendtes fra shamaners renselsesritualer og fra omrejsende kinesiske og koreanske trupper, brugt både i optog ved festivaler og i dukketeatre. Først fra 1700-tallet blev det benævnt bunraku og formens fremmeste dramatiker, Chikamatsu Monzaemon, fik stor indflydelse på kabuki.

På trods af skiftende tiders forsøg på at aflive kabuki, som insisterende satte et spejl op for samfundets mørkere eksistenser, overlevede formen og blev blot stærkere og mere populær. Nō og kyogen, derimod, gik med Japans åbning mod vesten svære tider i møde. Skuespillere mistede deres samuraistatus og måtte ty til private mæcener, som til gengæld aldrig tvivlede på, at nō var en umistelig del af landets kultur. I dag lever skuespillerne primært af at undervise, mens forestillingerne kun sjældent udgør et levegrundlag. I løbet af 1900-tallet var alle de klassiske teaterformer udsat for diverse reformer og med verdenskrigene blev situationen kritisk: amerikansk overherredømme forbød 1945 både kabuki og bunraku som feudalistiske og nationalistiske, hvilket, i det mindste for kabukis vedkommende, forstærkede interessen.

De mange teaterreformer lukkede fra Meijirestaurationen i 1868 også op for vestligt drama, i første omgang bearbejdelser af fx Shakespeare, som Kawakami Otojiro bearbejdede til sin kone Sadda Yakko. Genren blev benævnt shinpa (‘ny skole’), og betød en revolution i japansk drama, bl.a. fik kvinder igen lov at optræde. Shinpa forfaldt dog hurtigt til sentimentale tragikomedier til fordel for shingeki (‘nye spil’, ‘nyt teater’), som brød frem i 1920'erne, ikke mindst på baggrund af Hijikata Yoshis etablering af Tsukiji Little Theatre i 1924. Her spillede man Ibsen, Tjekhov, Strindberg, Pirandello og Kayser og frem for alt uddannede man skuespillere til at spille i vestlig stil. Shingeki var intellektuelt teater, skabt med udgangspunkt i psykologisk realisme af unge venstreorienterede veluddannede teaterfolk.

2. Verdenskrig blev et vendepunkt i og med shingeki blev politisk talerør imod den amerikanske besættelse. De første årtier efter krigen var dog stadig præget af indflydelsen fra det vestlige ordteater som hos Kinoshita Junji, men fra 1960'erne kom en modbevægelse, angura eller post-shingeki. Med avantgardistiske udtryksformer, der væsentligt adskilte sig fra den ortodokse shingeki, lod unge teaterfolk som dramatikerne Kara Juro, Terayama Shuji og Ota Shogo og instruktørerne Suzuki Tadashi og Ninagawa Yukio sig bl.a. inspirere af det klassiske teater og opsøgte ukonventionelle steder for deres opførelser. Avantgarden fostrede også i 1960'erne med butō endnu en dramatisk kunstform som udfordrede det etablerede teater, og som med sit forvrængede udtryk for den menneskelige psyke blev et ikon for angura. Allerede i midt-1980'erne havde angura imidlertid mistet pusten: I 1970'erne udviklede den politiske venstrefløj sig ekstremt aggressivt, og avantgarden fortrak til et fokus på sociale emner som undertrykkelse af kvinder og minoriteter og den teknologiske betydning for individet som fx hos Iwamatsu Ryo. Landets økonomiske opsving betød samtidig, at der kunne bygges nye teatre, og at teatrene kunne modtage offentlig støtte. En lang række teatergrupper dukkede op, ikke mindst ledet af kvindelige instruktører og dramatikere som Kishida Rio, Kisaragi Koharu og Watanabe Eriko. 1980'erne blev det anti-intellektuelle teaters årti med dramatikere som Noda Hideki og Kokami Shoji, mens 1990'erne blev det teknologiske teaters årti. Det kommercielle teater har i dag godt fat i det japanske publikum og har overtaget kabukis rolle som folkelig underholdning: musicals og shows, som fx Takarazuka-truppen, som i store glitrende shows med en 100 % kvindelig rollebesætning, også af de mandlige roller (kvindelig manderollefremstilling), spiller for fulde huse i flere store byer.

De klassiske teaterformer kæmper som i de fleste andre lande i verden, en ulige kamp mod elektroniske medier og kommercialisme, men flere og flere teaterfolk vender blikket mod nō, kabuki og bunraku både som inspiration og som fornyelse. Se også Kabuki; .

Bibliografi: Ortolani, B The Japanese Theatre 1990; Powell, B Japan’s Modern Theatre 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig