Nøgenhed, Den nøgne bølge, der ramte europæisk og amerikansk teater i 1960'erne og 1970'erne, udsprang først og fremmest af tidens civilisationskritik. En af ungdomsoprørets paroler var: ‘Befri dit liv, befri din krop’. Den nøgne krop blev på teatret – som på film – udfordringen til samfundets moralske normer og ikke mindst til eksisterende censurbestemmelser.

Den danske teatercensur blevet ophævet 1954, den engelske 1968, og i USA vekslede forholdene fra stat til stat, men alle steder var man underlagt et forbud mod pornografi. Da den amerikanske koreograf Ann Halprin i 1965 i New York præsenterede nøgenscener i den eksperimenterende danseforestilling Parades and Changes, greb politiet ind og stoppede forestillingen efter få opførelser. På en efterfølgende turné i Europa året efter kunne hun uden problemer opføre den bl.a. på Moderna Museet i Stockholm, hvor den blev optaget og vist i svensk tv. Større genlyd gav provokationerne i Gerome Ragni og James Rados hippiemusical Hair 1967, men uden at politiet i New York skred ind mod den nøgne sandhed, heller ikke da de helt nøgne blomsterbørn i finalen på 1. akt af Hair kom til i Broadway-udgaven 1969. En række forskellige happenings og halvpornografiske film som Andy Warhols Fuck og Flesh 1968 havde da været med til at sprænge grænserne for det tilladelige. Da Preben Harris samme år på Gladsaxe Teater – som første teater uden for USA – præsenterede Hair, var det i den første, mere påklædte version; det nøgne look slog først for alvor igennem, da Hair 1971 rykkede ind i Cirkusbygningen i Kbh. I mellemtiden var det danske forbud mod billedpornografi blevet ophævet 1969.

Billedkunstneren Lene Adler Petersen deltog i en happening på Børsen som en nøgen kvindelig Kristus, og på ‘seriøse’ danske scener var skuespillere også begyndt at smide tøjet i kunstens tjeneste, fx var Suzanne Brøgger den nøgne skønne Helene i en statistrolle i Det Kongelige Teaters udgave af Shakespeares Troilus og Cressida 1968. Flemming Flindt skabte, først diskret på DRtv 1971 og siden for fuld udblæsning på Det Kongelige Teater 1972, direkte sensation med nøgne orgier i dansedramaet Dødens triumf, en bearbejdelse af Ionescos skuespil, og fulgte 1975 op på Det Ny Teater med bl.a. Vivi Flindt og Lone Hertz i bar figur i den erotiske revy Vidunderlige Kælling. Forbilledet var den evening of elegant erotica, som teaterkritikeren Kenneth Tynan 1969 havde tilrettelagt under titlen Oh, Calcutta!. Denne meget nøgne revy var blevet til i kampen mod den fortsatte britiske censur og blev da også præsenteret på Broadway, før den 1970 nåede Londons West End. Midt i et almindeligt normskred med liveshows og topløse badepiger kunne N i længden ikke provokere ret mange, men i teatrets verden fik denne enkle drøm om frihed og oprindelighed en række mere sofistikerede teoretiske overbygninger. Klaus Hoffmeyer udforskede fx 1970 på Boldhus Teatret ‘grusomhedens teater’ frit efter Antonin Artaud med nøgne skuespillere i Fernando Arrabals Og de gav blomsterne håndjern på, og på Det Kongelige Teater afprøvede en nøgen Steen Springborg over for en påklædt Erik Mørk tidens psykologiske teorier om normalitet i Peter Shaffers Hesteguden 1974, under mindre opstandelse end da Harry Potter-fremstilleren, skuespilleren Daniel Radcliffe i London 2007 smed tøjet i samme rolle.

I de seneste årtier har nøgne aktører ellers hovedsagelig været at finde i det eksperimenterende performance-teater, modern dance og installationskunst. Provokationen er ikke længere så meget N i sig selv, mere skildringen af kroppens funktioner, fx har performance-kunstneren Jan Fabre skabt en række kropsorienterede forestillinger som The Crying Body 2005, hvor de medvirkende har onaneret eller urineret og drukket deres egen urin m.m.

Bibliografi: Hansen, B Dengang i 60’erne 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig