aktantmodel

Aktant-eksempel

Som regel taler man taler i dramaet om, at fx hovedkarakteren har et projekt, som så udvikler sig i et spændingsfelt mellem med- og modvirkende kræfter. I særlige tilfælde kan projektet være komplekst, fx dobbelt og i splid med sig selv. Drivkraften i Sofokles’ Kong Ødipus er titelpersonens stræben efter at afsløre kongemorderen, så byens forbandelse kan hæves. Men det udvikler sig til at han tvinges til efterforske, hvem han selv er (Sandhed), og til at forsvare sin position som konge (Magt). De to projekter er i konflikt med hinanden. I samme øjeblik, han har afdækket, hvem han selv er, er han ikke længere konge – det projekt mislykkes. Han er jo selv den kongemorder, han eftersøgte. Ødipus er spændt ud mellem to poler, der trækker ham i hver sin retning, hen mod og bort fra sandheden. De repræsenteres af hhv. seeren Teiresias og dronningen Iokaste. I forhold til projektet Sandhed er Teiresias hjælperen og Iokaste modstanderen. Og omvendt i forhold til projektet Magt. De to figurer står således for hhv. sandhed og illusion. På et højere niveau repræsenterer de den guddommelige lov over for tilfældigheden, den blinde skæbne. Hermed tegner de tragediens grundlæggende idé-diskussion. Apollon er den, der sender Ødipus ulykken. Tyché kaldes tilfældigheden. De to kan derfor indsættes som givere i hver sin aktantmodel, rettet mod hhv. Sandhed og Magt. Ofte opererer man i dramaturgien med giveren som identisk med hjælperen, men på et højere (abstraktions)niveau. Aktantmodellen kan virke skematisk og forenklet. Men den kan åbne for afgørende forhold i dramateksten.