allegori

Allegori, af gr. allegoria ‘at sige noget andet’ I teatret en personifikation af et princip eller en abstrakt idé, anskueliggjort i en person med bestemte attributter og velafgrænsede egenskaber, fx Manden med Leen = døden. A er brugt i middelalderlige mysteriespil og moraliteter, fx i Hugo von Hofmannsthals Det gamle Spil om Enhver 1911 (efter den engelske moralitet Everyman ca. 1510), og nåede et højdepunkt i barokdramaturgiens hyldning af enevoldskongen. Fra og med romantikken blev A anset som gold konvention i takt med en psykologisering af den dramatiske karakter. I 1900-tallet genopstår A i satirer og parodier fx i det politisk militante agitpropteater, hvor en fed mand med høj hat og cigar = kapitalisten, og i Brechts satiriske lignelser som moraliteten De syv Dødssynder 1933. Også i moderne mysterier som Strindbergs Til Damaskus I 1898 bruges den allegoriske metode, dog uden facitliste og i stedet forsynet med en selvbevidst, modernistisk ironi.

Bibliografi: Benjamin, W Ursprung des deutschen Trauerspiels 1925; Fuchs, E The Death of Character 1996.