• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

diktion

Oprindelig forfatter ToKj

diktion, af lat. dictio ‘sige’, om sproglig udtale bl.a. om skuespilleres replikbehandling, der benævnes som god eller dårlig D. I klassisk skuespilkunst blev stemme og D betragtet som skuespillerens fornemste udtryksmiddel og stemmetræning, og D er også i dag en betydningsfuld del af skuespilleruddannelsen. D er et væsentligt element i replikarbejdet, men stemmematerialet bedømmes også efter skuespillerens evne til at nuancere stemmens klang, toneleje, timing og projektion i rollefortolkningen. I teaterkritikker helt op til 1950 kan man læse udførlige beskrivelser og kritik af en skuespillers replikkunst, D, stemmefylde og klang. Med realismen blev emnet D nærmest en kampplads mellem på den ene side et krav om, at replikkerne virker som naturlig tale for at give udtryk for rollens autenticitet, og på den anden side en klarhed og tydelighed, så alle i salen kan høre og forstå, hvad der bliver sagt. I modsætning til realismen kan D i andre sammenhænge have en tydelig teatralsk funktion. Skuespillere med megen film- og tv-medvirken kan have problemer med at dimensionere deres D til sceniske opgaver.