Gyldendals Teaterleksikon

dramatiker

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Dramatiker. Nikoline Werdelin instruerede selv sit stykke, Natmandens datter, på Grønnegårds Teatret 2006. Her med Mette K. Madsen og Nicolai Dahl Hamilton i Karin Betz' scenografi.

dramatiker, gr. drama, ‘handling’ og -iker, ‘en der dyrker eller udøver noget’, forfatter til den tekst, en teaterforestilling bygges over. Ordet D antyder altså en kyndig bearbejder eller skaber af tekst med henblik på scenisk handling. I vesteuropæisk teater har der, siden den græske dramadigtning udviklede sig, været en klar tradition for, at teksten er udgangspunkt for teaterforestillingen, og at forestillingens mål var at formidle en dramatisk tekst via scenen til publikum. Udviklingen af D som individuel ophavsmand til teaterforestillingen går helt tilbage til det antikke græske teater i det 5. årh. f. Kr. Tragediedigtere som Aischylos, Sofokles og Euripides og komediedigtere som Aristofanes skrev og iscenesatte ofte deres skuespil i samarbejde med musikere og koreografer i forbindelse med de årlige Dionysosfester i Athen. Fra romerriget kendes også individuelle D, som Plautus og Terents, Seneca og kejser Nero. I den sene periode af romerriget forsvandt kendskabet til D til fordel for kollektivt skabte forestillinger.

Med middelalderens interesse for teatralsk gestaltning af religiøse fortællinger dukkede nye D op blandt munke og andre gejstlige. Med renæssancens interesse for antikkens græske og latinske digtere blev D igen mere kendt som individuel ophavsmand til tekst og forestilling. D som Shakespeare, Molière og Lope de Vega deltog selv i forestillingerne som instruktører og skuespillere, og med udbredelse af bogtrykkerkunsten blev det desuden muligt at få trykt og publiceret teaterteksterne. Benjamin Jonson var den første D, der i sin samtid fik udgivet sine samlede skuespil 1616. Det førte efterhånden til en opfattelse af den dramatiske tekst som et litterært værk. Da man i renæssancen begyndte at frigøre sig fra kirkens religiøse tankegods, kom D hurtigt i modsætningsforhold til kirken. Molière balancerede i sine senere år på en knivsæg mellem kongen og kirken og fik ingen kristen begravelse. Helt op i oplysningstiden førte dette modsætningsforhold til teaterforbud og bandlysninger.

I oplysningstiden gjorde mange D en målrettet indsats for den nationale dramatik i Tyskland og Skandinavien. I Danmark skrev Holberg det første skuespil på dansk Den politiske kandestøber til en offentlig scene i 1722: Teatret i Lille Grønnegade. I Sverige grundlagde Gustav den III Svenska Dramatiska Teatern i 1788 alene til svensk dramatik og skrev selv skuespil til teatret for at fremme svensk national identitet. I Tyskland skrev G.E. Lessing den første tyske borgerlige tragedie 1755 Miss Sara Sampson, og Fr. Schiller skrev i 1784 et manifest for teatret som en moralsk institution. Teatret som oplysningsprojekt var hermed skabt. I sin mest realistiske stil kulminerede dette oplysningsprojekt med naturalismen i 1870'erne og 1880'erne i Ibsen, Strindberg, Gerhard Hauptmann og G B Shaw. Skønt disse naturalistiske D havde stor viden og indsigt i teatret, blev deres værker fortrinsvis iscenesat af en ny kunstnerisk instans i teatret: instruktøren. Fra 1850'erne gjorde instruktøren sin entré på scenen og fortrængte gradvis D fra den centrale plads i teatrets kollektive skabelsesproces. Fra da af startede der et modsætningsforhold mellem de to om retten til fortolkningen af teksten, som eksisterer den dag i dag. Jo mere Ds værker blev trykt og således kunne opleves som litteratur, jo friere følte instruktøren sig til at fortolke dem og betragte sig selv som forestillingens auteur.

Fra starten af det 20. årh. blev forholdet mellem instruktør og D stadigt mere kompliceret. Brecht skabte sin egen teaterteori, det episke teater, for at sikre sig den rette opførelse af sine tekster og kom både som D og instruktør til at få afgørende indflydelse på de følgende årtiers dramatik og teater. Artaud skrev nogle få og næsten uspillelige teatertekster for at vise en vej væk fra det rationelle realistiske teater. Hans teoretiske værk Le théâtre et son double 1938 fik næsten lige så stor betydning for teatret i det 20. årh. som Brecht. I det hele taget synes der at være en tendens til, at D i det 20. årh. søger at udvide og overskride genrens traditionelle grænser.

Mod slutningen af det 20. årh. har visse D som fx den østrigske Elfriede Jelinek valgt at skrive skuespil helt uden anvisninger til skuespillere. I stedet for tales om ‘tekster’ med en henvendelse til publikum, som instruktøren har frie hænder til at give scenisk form. I den forstand har D da helt overladt scenen til instruktør og skuespillere. Sammenfattende kan man tale om tre forskellige dramatikerpositioner: 1) dramatikere, der selv udvikler stykket før det overgives til et teater (fx Jon Fosse og Astrid Saalbach). 2) dramatikere, der skriver deres stykker i tæt parløb med produktionen og dens aktører (fx Bo hr. Hansen og Line Knutzon) og 3) dramatikere, der både skriver og instruerer deres egne tekster (fx René Pollesch og Nikoline Werdelin). Det siger sig selv, at overgangen mellem positionerne er flydende. Den undertiden store afstand mellem D og tekster i dette årh. har ført til oprettelsen af deciderede dramatikeruddannelser. Den første i USA i 1925 og i Europa kom der flere nationale uddannelser i 1980'erne og 1990'erne, bl.a. i Danmark i 1993. Se også Karin Betz; Drama; Dramatisering; Dramatisk Bibliotek; Dramaturgi; Nicolai Dah Hamiltonl; Grønnegårds Teatret; Mette K. Madsen; Nikoline Werdelin.

Bibliografi: Bentley, E The Playwright as Thinker 1946; Lahr, J Playwrights at work 2000; Norsk Dramatisk Årbog udg. siden 1996, Norske Dramatikeres Forbund; Fremtidens Dramatik Danske Dramatikeres Forbund 2000.

Læs også om dramatiker i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Dramatiker. Nikoline Werdelin instruerede selv sit stykke, Natmandens datter, på Grønnegårds Teatret 2006. Her med Mette K. Madsen og Nicolai Dahl Hamilton i Karin Betz' scenografi.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Gyldendals Teaterleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om dramatiker
dramatiker
forfatter af dramaer. Dramatikere har gennem tiderne ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Line Knutzon
f. 1965, dansk dramatiker; datter af Lars Knutzon. L ...Artikel i Den Store Danske
Nikoline Werdelin
f. 1960, dansk tegner, forfatter og dramatiker. ...Artikel i Den Store Danske
Skandinavien
(lat. Scandinavia , opr. form af Skåne ), bete ...Artikel i Den Store Danske
oplysningstiden
periode i europæisk åndshistorie fra ca. 1690 ...Artikel i Den Store Danske
Den internationale bagage - modernismens Paris
Abell var et billedmenneske, der blev dramatiker, og d ...Artikel i Dansk litteraturs historie
begravelse
menneskers rituelle udskillelse af deres døde fr ...Artikel i Den Store Danske
instruktør
se filminstruktør og sceneinstruktør .   ...Artikel i Den Store Danske
Astrid Saalbach
f. 1955, dansk dramatiker og forfatter, uddan ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
JaBr
13/07/2012
  • Læst 634 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki