dramatisk sprog

Dramatisk sprog, At tale om DS forudsætter en forestilling om generelle genrespecifikke træk, som adskiller DS fra sproget i andre litterære genrer. Almindeligvis betragtes dialogen som genrespecifik for dramaet, hvorfor DS må betragtes som en kunstnerisk gengivelse af mundtligt sprog. DS adskiller sig dog fra talesprog ved dels at være spændingsopbyggende, dels at være en kompliceret æstetisk bearbejdelse fx i form af vers, rytme og billedsprog.

I den antikke og klassiske dramatik er DS ofte præget af retorikkens strukturer. Her kan implicit henvendelse til publikum ofte aflæses i DS, for slet ikke at tale om eksplicitte henvendelser i de såkaldte afsides replikker. Brug af verseformer var indtil det 19. årh. dominerende i de seriøse dramaer. Med realismens gennembrud fortrænges versformen til fordel for prosa, og DS præges af ønsket om at imitere hverdagssprog for at give større oplevelse af scenen som et lukket rum uden tilhørere (afsides replikker forsvinder) jf. Ibsens realistiske stykker. Men selv i den mest realistiske form for dramatik har vi med en væsentlig æstetisk bearbejdelse at gøre, idet DS forventes at bygge op til handlinger. Dialogens centrale status i teksten kan indebære, at det DS farves af karakterernes individuelle perspektiv. Dette kan vise sig i indholdet (det der siges) og i det sproglige udtryk (sociolekt, dialekt, sproglig rytme osv.). DS er i særlig grad situationsbetinget, og derfor afhænger tolkningen af DS som regel af den dramatiske situation. Det lyriske i moderne dramatiske tekster mærkes oftere i rytme, komposition og billedsprog end i en bunden versform, jf. fx Jon Fosses dramatiske værker.

Bibliografi: Austin, J L Ord der virker 1997; Helland,F& Wærp, L P Å lese drama 2005; Herman, V Dramatic Discourse 1995; Pfister, M Das Drama 1977.