Fremkaldelse, hyldest af scenekunstnere ved at kalde dem frem på scenen igen for at modtage publikums applaus. Ved premierer kan forfatter, iscenesætter og scenograf slutte sig til aktørerne ved F, hvis rækkefølge oftest er nøje planlagt. I 1700-tallet tog F sådan overhånd, at de fandt sted efter næsten hver scene, dødsscener medregnet. På Det Kongelige Teater blev det i 1785 forbudt de spillende ‘at bukke eller neje for de kgl. Herskaber eller Publikum efter givet Bifald’; i 1813 blev al F af det faste personale forbudt, og først i 1880 blev der givet tilladelse til fremkaldelser efter fx gæstespil eller jubilæumsog afskedsforestillinger. Ved ganske få lejligheder, fx ved premieren på E Bruun Olsens Teenagerlove i 1962, har teaterchefen ekstraordinært givet lov til F af alle ophavsmænd og medvirkende. Først i 1966 ved Peer Gregaards tiltrædelse som teaterchef på Det Kongelige Teater blev det igen tilladt at fremkalde ensemblet, om end det til almindelige forestillinger kun måtte finde sted én gang. Nu er der ingen begrænsninger. Et særligt entusiastisk publikum kan yderligere kaste blomster op på scenen under stående ovation og taktfaste klapsalver, der ikke synes at tage ende: Verdensrekorden indehaves af operasangeren Luciano Pavarotti, der på Deutsche Oper Berlin i 1988 blev fremkaldt 165 gange efter sit gæstespil som Nemorino i Gaetano Donizettis Elskovsdrikken. Se også Dacapo.