Helt, heltinde, af oldgr. Heros/Heroïne, i græsk digtning mytologiske figurer af halvguddommelig status, som spillede en stor rolle i fx Homers (ca. 700 f.Kr.) episke digte Iliaden og Odysseen og siden gennem europæisk episk og dramatisk litteratur og billedkunst. Heltebegrebet knyttes til figurer, der triumferende eller med personlig tragisk udgang, mod alle odds sikrer den gode sags sejr. I græsk digtning har både guder og helte meget menneskeligt sammensatte træk, og vore begreber om H som den ædle kriger er nok så meget dannet i middelalderens, fx Rolandskvadet (ca. 1120), renæssancens, fx Torquato Tassos Det befriede Jerusalem 1581 og Shakespeares Henry V 1599, barokkens, fx Corneilles Le Cid 1636 og romantikkens digtning, fx Sir Walter Scotts romaner, og drama (herunder opera). I denne tradition er en H dramatisk spændt op mellem ære og lidenskab med pligt til at fastholde ærens vej.

I det græske overleverede drama er der få H, der entydigt vier sig til opfyldelsen af etiske, guddommelige love med livet som indsats, som Orestes hos Aischylos, Antigone hos Sofokles og Elektra hos Euripides, og allerede i forhold til sidstnævnte forskyder begrebet sig over mod det nutidige, som en betegnelse for protagonisten eller den centrale hovedperson, der kan være endog egoistisk, beregnende og ondsindet, eksempelvis hos Shakespeare. Den fra hofkulturen udspringende dramatiske, entydige H i operaen og dramaet fra barokken og op i 1700-tallet, blev dels mødt af parodien, dels afløst af romantikkens psykologisk interessante H, men lever på en måde videre i megen, især amerikansk filmproduktion.

Bibliografi: Bentley, E A Century of Hero Worship 1944 & The Life of the Drama 1964 (Det levende drama 1968).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig