isotopi

Isotopi, gr. iso ‘ens’, ‘lige’. Begrebet er hentet fra atomfysikken og overført til sprogvidenskaben af den litauiske sprogforsker Algirdas Julien Greimas i bogen Sémantique structurale 1966 (Strukturel semantik 1974). I defineres hos Greimas som gentagelser af sproglige enheder, der kan optræde på både indholds- og udtryksplanet. Der kan være tale om bogstavrim (gå, stå, må), ordet kærlighed, der flere gange optræder i en tekst, eller ord med samme semantiske betydning, fx jeg holder af dig, jeg tilbeder dig, jeg elsker dig. Inden for teater kan I defineres som overensstemmelse mellem elementer, der udgør et semantisk budskab og kan anvendes inden for såvel forestillingens tekst som dens visualitet. Man kan tale om gentagelser i bevægelsesmønstret hos flere personer, gentagelse af samme farveskala hos nogle af stykkets personer, fx farven guld hos kongen og dronningen, der giver I: guld, eller betydningssammenhæng i dekorationselementer, fx udleder forskellige former for glas i en forestilling (vinduesglas, spejle, brilleglas), I: glas, der bør ses i forhold til de forskellige personers reaktioner. Transformeres I over til et abstrakt niveau – fornuft over for følelse – kan det have en vis lighed med paradigme (et systems betydningsbærende elementer med indbyrdes relation). Hvis fx nogle aktører i et skuespil er styret af deres fornuft, mens andre er behersket af deres følelser, kan man i en analysesituation sætte paradigmet fornuft op over for paradigmet følelse og derved give en forklaring på aktørernes forskelligartede adfærd.

Bibliografi: Elam, K The semiotics of theatre and drama 1980; Wiingaard, J Teatersemiologi 1976.