Klassiker, af lat. classicus, et værk, en kunstner og forfatter fra fortiden, der tillægges en varig værdi og fortløbende bør opleves og studeres, og som er bærer af det mønstergyldige og rækker ud over sin tid og dens givne historiske betingelser. I Rom betegnede classicus, bl.a. via hærens opdeling i klasser, den rigeste og fornemmeste klasse, og blev som sådan knyttet til litteratur og kunst. I renæssancen knyttedes klassikerbegrebet først og fremmest til værker fra antikken, og med en senere betydningsforskydning over mod originalitet og det tidstypiske bliver termen et udtryk for kunstnere og værker der viser sammenhængen og udviklingshistorien i den europæiske kultur. Der er ikke noget bestemt tidsforløb, der kan føre en kunstner eller et værk over i klassikernes rækker, men i 1900-tallet opstod begrebet ny-klassiker for værker af nyligt afdøde eller ældre levende kunstnere. Mange klassiske værker møder nutidens publikum i deres oprindelige skikkelse, mens andre tilpasses/fortolkes fra et nutidigt standpunkt: Musikken gennem forhøjelse af kammertonens (enstreget a) svingningstal, ny instrumenter og tempo, litteratur gennem nyoversættelser og mest radikalt teaterværker gennem instruktørers fortolkninger og opsætninger.