klassikerdebat

Klassikerdebat, en tilbagevendende diskussion om forholdet mellem den klassiske tekst og iscenesættelsen. Er iscenesættelsen specielt forpligtet af tekstens indhold og form, eller kan man udsætte teksten for en mere eller mindre radikal bearbejdning. Det kunne lyde som et moralsk problem om, hvordan den klassiske arv forvaltes, men der er også et filosofisk grundproblem i relationen, som betyder, at diskussionen ikke kan løses. Teatret er i sin klassiske form en repræsentation af tekst i forlængelse af en sand og troværdig fortolkning af tekstens problematik. Iscenesættelsen synliggør eller billedliggør det, som er kernen, essensen eller med Stanislavskijs begreb underteksten. Repræsentation er altså noget sekundært i forhold til det ontologisk primære, teksten kan opfattes som mere sand og original end forestillingen. Teksten kommer kunstnerisk set før forestillingen, hvilket i praksis vil skabe en hierarkisering mellem tekst og bevægelse, mellem figuration og karakterfremstilling, mellem overflade og dybde. Teatret er en kopi, mens teksten er det essentielle, som fordrer loyalitet og en strid mellem teksten og opførelsen. Stadig i en klassisk optik kan man forvente, at teatrets iscenesættelse så vidt muligt usynliggør sig, i hvert fald undlader at pege på sig selv for dermed at lade teksten komme så meget mere frem.

Moderne teater og ikke mindst avantgarde-teatret og postmoderne iscenesættelser bearbejder eller aktualiserer teksten ved at omskabe fiktionens univers og forbruger traditionen i et sameller modspil med tekst. Derved bringer kunstneren sig i fokus i forhold til en given kontekst. Ordet og teksten er ikke det centrale i teatret, men rummet, kroppene, scenografien, lydene og selve iscenesættelsens her og nu. Som Antonin Artaud formulerede det i 1937: Slut med mesterværkerne og ‘slaveforholdet’ til teksten. Tendensen til konceptualisering af teatret er senest af Lars Liebst og Erik A Nielsen i deres debatbog, Hvem ejer Shakespeare? 1999 kaldt for den langdalske licens. Det er et øgenavn for et frit forbrug af klassikerne: en opdatering, en modernisering og ofte en bearbejdning eller redigering, som ikke lader teksten komme til sin ‘egen ret og betydning’. Det er en tendens, som if. Liebst og Nielsen for alvor viste sig med Peter Langdals iscenesættelse af Holbergs Erasmus Montanus 1984. Her er den William Blochske naturalisme fra omkring 1900, den psykologiske, realistiske Holbergtradition, skiftet ud med en teatralsk cirkus-kontekst, som etablerer et barnligt, næsten absurd univers, hvor sproget er i opløsning. Det er en nutidig rammesætning af teksten, som betyder, at alle virkemidler som bevægelsesformer, scenografi, musik, kostumer og sminke bliver underlagt bestemte præsentations- og iscenesættelsesmåder, der benytter forskellige referencer og udsigelsesmarkører i forhold til nutiden. Der skabes gennem disse greb en markant distance til tekstens univers, som fremvises med en præsenterende og fortolkende gestus. Langdals iscenesættelser peger i mange forskellige retninger og rummer en række referencer lige fra Brecht, Shakespeare, barokteatret og Disneys film til aktuelle fodboldspillere. Det kan umuligt sammenfattes under en enhedslig symbolsk afkodning. Til gengæld skabes en meget vital og nærværende forestilling, som uafbrudt henvender sig til tilskueren med en distanceskabende afstand til teksten. Der skabes ingen mimesis, men en demonstration af repræsentationen som handling. Modsætningen mellem tekst og teater er i sidste ende et spørgsmål om forskellige poetikker. Se også Bearbejdning; Gæstespil.

Bibliografi: Artaud, A Det dobbelte teater 1967; Liebst, L & Nielsen, E Hvem ejer Shakespeare? 1999.