kor

Kor, gr. khoros ‘kordans’, jf. koreografi . Det græske drama antages at være opstået af dionysiske korsange. I antikken indgik K som syngende og dansende gruppe i både tragisk og komisk drama som handlende eller kommenterende instans både i og uden for handlingen. Hos romerne tjente korpartierne mere som mellemspil. I middelalderen indgik K som episk-liturgisk element, og i renæssancen kunne chorus fx hos Shakespeare udgøres af én person. Enkelte tilfælde af ny-klassisk eller romantisk brug af K ses siden, fx hos Fr. Schiller og Goethe.

Realismens dominans indebar Ks forsvinden. I moderne, ikke-naturalistisk teater blev K genoptaget, som i symbolisme og ekspressionisme og i didaktiske eller stiliserede former som hos Brecht, T.S. Eliot eller Max Frisch. K er tillige ofte anvendt i propagandateater. I genrer som revy og musical både synger og danser K.

Bibliografi: Bieber, M History of the Greek and Roman Theatre 1961; Pfister, M The Theory and Analysis of Drama 1988.