mindeforestillinger

Mindeforestillinger, I sidste halvdel af 1700-tallet blev det almindeligt at hylde afdøde kunstnere ved en M, som fx Johannes Ewald i 1781 og C P Rose i 1784. Med den romantiske periode fra ca. 1800 blev det ydermere god tone offentligt at vise sine nationale følelser, især forstærket af Slaget på Reden 1801, hvorefter teatre og dramatiske selskaber landet over arrangerede særforestillinger, hvor man hyldede de døde og evt. samlede ind til deres efterladte. Forestillingerne bestod af prolog, musik, oplæsninger og fremførelse af nationale eller religiøse sange, og scenen var dekoreret som en mindelund med attributter, der passede til lejligheden som egeløv, dannebrogsflag, piedestaler med urner eller brudte søjler, smykket med roser. Skuespilleren H C Knudsen var især berømt for sine M, som han turnerede med i Norge og Danmark. M fik en ekstra dimension, da den russiske balletdanser, Anna Pavlova, pludselig døde på turné i Holland, og hendes kompagni gennemførte en M, hvor en tom følgespot markerede hendes dans i Mikhail Fokins Den døende Svane, hvilket skabte mode over hele Europa. I Danmark blev den sidste M gennemført på Det Kongelige Teater i 1968 ved Poul Reumerts død, hvor hans stemme blev afspillet på bånd, mens en buket blå blomster oplystes af en enkelt spot. Det satte i den grad sindene i bevægelse, så en kvinde besvimede og måtte bæres ud. Herefter satte teatret en stopper for M.

Bibliografi: Nyrop-Christensen, H Mindehøjtideligheder fra Frederik VI’s Tid: Omkring H. C. Knudsens heroiske Tableauer 1970.