mise-en-scene

Mise-en-scene, fransk betegnelse for iscenesættelse på teater, men udtrykket bruges også i film i en bredere betydning om alt som indgår i den filmiske komposition. M bliver ofte benyttet for det som i Danmark kaldes arrangement, dvs. hvordan skuespillerne bevæger sig i scenerummet. Begrebet kan også bruges om en handlingsgang, eller en handlingslinje i et skuespil.

Gösta Bergman bruger begrebet som en nøgle til udviklingen af instruktørteater. Bergman peger på, hvordan det før-romantiske franske teater, der mod slutningen af 1700-tallet søgte efter stemningsfulde scener, lydeffekter, maleriske skildringer og emotionelle skift, fik brug for en ordnende instans, en regisseur eller på dansk instruktør. Efterhånden blev det sædvane, at når et skuespil blev opført i Paris, blev der nedtegnet en M for, hvordan skuespillerne skulle stå og gå på scenen, som dermed blev en anvisning for, hvordan det skrevne drama skulle omsættes til scenisk handling, når stykket skulle opføres i provinsen.

Teaterforskeren Patrice Pavis har argumenteret for en forståelse af M, der ligger tæt op ad begrebet koncept. Han tager udgangspunkt i Jacques Copeau, der definerer M som det at tegne en dramatisk aktion, som består af ensemblets bevægelser, gestus og attituder, ansigternes harmoniserede udtryk, stemmernes klange og stilheden, eller alt det, der komponeres sammen ud fra en klar idé om det, der kan skabe, lægge til rette og sammenholde forestillingen. Det er evnen til at skabe og implementere hemmelige bånd og usynlige lænker, der spiller sammen i en forestilling, Pavis med støtte hos Copeau forstår som forestillingens M. Denne forståelse af M omfatter den totalitet af kunstnerisk kraft, en instruktør forventes at besidde.

Bibliografi: Bergman, G M Regi och spelstil under Gustaf Lagerbjelkes tid vid Kungl. Teatern 1946; Pavis, P Towards a Theory of Theatre Practice: Voice and Image on Stage 2000.