praksisbaseret forskning i scenekunst

Praksisbaseret forskning i scenekunst, kunstnerisk forskning. Forskning, der som fokus og metode har den kunstneriske praksis og undersøger denne indefra og mens den foregår. Den store mængde delvist tavse viden, som findes i den kunstneriske praksis, forsøger PF at artikulere og opsamle for at kunne videreudvikle og formidle den. Det kan fx være viden om kreative samarbejdsprocesser og idégenerering, som gennem forskningen kan komme andre scenekunstnere og samfundet i øvrigt til gavn. Feltet er i 2007 endnu så nyt i Danmark, at metoder, begreber og strategier er til konstant forhandling. Laboratorieteater og eksperimentalteater kan dog ses som forløbere, skønt disse i højere grad er knyttet til bestemte ‘mestre’. PF anerkender ikke det historisk betingede skel mellem objekt og subjekt, tænkning og handling, teori og praksis, som har domineret tankegangen i den vestlige verden siden antikken. Man taler i stedet om, at den praktisk videns know how uløseligt er knyttet til den teoretiske videns know why. Feltet har bl.a. sine teoretiske rødder i professionsforskning, samt i teorier om tavs viden (tacit knowledge) hos Michael Polanyi og refleksion i handling hos Donald Schön. Tavs viden er ofte bundet til kroppen og opnået gennem erfaring og øvelse, (fx viden om, hvordan man slår en vejrmølle), men er også for-forståelser, vi har af en given situation – altså kulturelle koder (fx viden om, hvordan man opfører sig til en teaterpremiere). Centralt for PF er, i modsætning til scenekunstnerens sædvanlige udforskende og undersøgende arbejde frem mod et værk, at personen, som forsker praksisbaseret, har til hensigt at søge viden og stræbe efter at formidle denne og ikke blot lade arbejdet fungere som personlig udvikling. Flere forskere har fundet inspiration i det akademiske felt fx mht. at opstille et afgrænset undersøgelsesspørgsmål, forholde sig til undersøgelsens kontekst og have en klart defineret metode.

Som udløber af reformer inden for uddannelserne i EU (Bologna-processen siden 1999) muliggøres efteruddannelse/ph.d.-studier på kunstuddannelser, og PF byder sig til som metode for en sådan forskning. I USA og England er PF i scenekunst blevet udført siden ca. midt 1980'erne, mens Centre for Practice as Research in Theatre i Tampere (Finland) i 2006 har fået en 3-årig bevilling. Boxiganga og Laboratoriet under Entréscenen er danske eksempler på pionerarbejde inden for PF.

Bibliografi: Elkjær, L Re.Searching – om praksisbaseret forskning i scenekunst 2006 & ‘Kunstbastard eller forskningshybrid?’ i Teater 1 131, 2006; Hannula, M & Suoranta, J & Vadén, T Artistic Research – theories, methods and practice 2005; Lagerström, C Former för liv og teater 2003.