publikum

Publikum, lat. publicum ntr. af publicus ‘offentlig’, i teatret betegnelsen for de samlede tilskuere. P er den ene nødvendige del af fænomenet teater, den anden del er de optrædende.

I det antikke Grækenland var teatret et religiøst samlingssted for alle bystatens borgere med undtagelse af slaverne. Teatret havde såvel en religiøs som en demokratisk rolle. P var forsamlet i en cirkulær, trinvis opbygget struktur, præget af lighed. De tilstedeværende var i udgangspunktet deltagere i en ceremoni. Opførelserne var desuden del af en konkurrence, så publikummet gav sin mening til kende. Det romerske teater udviklede sig uden den tætte tilknytning til samfundets opretholdelse som i Grækenland og lagde vægt på udstyr og pragt. P var nu opdelt i de velhavende og de retsløse folkemasser. Særlige pladser var forbeholdt adel og ridderskab. Man var blevet til tilskuere. Det var den romerske digter Juvenal, der formulerede sentensen ‘brød og skuespil’ i sin tiende satire om storbyen, som udtryk for magthavernes brug af kornuddelinger og underholdning for at holde befolkningen i ro. I middelalderens religiøse teater var skellet mellem de optrædende og P brudt ned. Med udviklingen af teaterkulturen ved italienske fyrstehoffer i 1500- og 1600-tallet som udtryk for en feudal repræsentation blev tilskuerrummet atter opdelt efter rang og stand, hvilket snart blev overtaget af alle andre europæiske fyrstehoffer. I slutningen af 1700-tallet var det hovedsagelig det velhavende borgerskab, der udgjorde det centrale P i teatret. De lavere sociale klasser kom der også. De havde dog ikke plads i logerne, men var henvist til galleriet øverst i teatersalen. At få P til at sidde stille og forholde sig i ro var et civiliserings- og disciplineringsprojekt. P gav sin mening til kende uden hæmninger, her og nu. Endnu i begyndelsen af 1800-tallet eksisterede der på Det Kongelige Teater et ståparterre, det kritiske parterre, hvorfra dommen over aftenens forestilling faldt ubønhørligt (evt. fra klakører), og hvor optøjer og håndgemæng havde deres udspring.

Den borgerlige offentlighed skildredes af filosoffen og sociologen Jürgen Habermas som den sfære i samfundet, hvor privatfolk samledes til et P fx i teatre, kaffehuse, læseselskaber og museer. Her mødtes borgerskabet, udviklede kritik af offentlige myndigheder, skaffede sig erfaringer af menneskelig, psykologisk art og styrkede sin egen selvforståelse. Hen imod slutningen af 1800-tallet og videre gennem 1900-tallet bidrog den fremvoksende arbejderbevægelse til en udvidelse af P og til bestræbelser for at skabe et folkets teater. Af kulturpolitiske grunde og ikke mindst fordi teaterdrift og stimulans af Ps brug af teater er bredt subsidieret af stat og lokalpolitiske kredse, forskes der løbende i Ps sammensætning og vaner. Forskningen, der er vokset frem gennem de seneste 50 år, kan være sociologisk orienteret og interessere sig for Ps socio-kulturelle baggrund og dets syn på det udbudte teater. Den kan være semiologisk orienteret og interessere sig for tilskuernes aflæsning af en forestilling, endelig kan den være receptionsæstetisk, dvs. med fokus på den implicitte tilskuer, der er indbygget i en forestilling.

Bibliografi: Bennett, S Theatre Audiences 1990; Kindermann, H & Dietrich, M Das Theater und sein Publikum 1977; Kindermann, H Das Theaterpublikum der Antike 1979 & Das Theaterpublikum des Mittelalters 1980 & Das Theaterpublikum der Renaissance bd. 1-2, 1984-86; Rask, E Det kritiske parterre 1972; Wiingaard, J Teatret og publikum 1992; Zerlang, M Underholdningens historie 1989.